Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

143 sat i den samme nye Slægt, og saaledes vilde da to Slægter blive til én (konvergere); men paa Grund af Arvelighedsprincippets Styr- ke, og fordi de to Stamarter har været forskellige og som en Følge heraf vil have varieret paa en meget forskellig Maade, synes det næppe troligt andet, end at de to nye Grupper i det mindste vil danne forskellige Afdelinger i Slægten. Hr. Watson har endvidere indvendt, at en fortsat Virken af Kva- litetsvalget i Forbindelse med Karakterdivergens vilde søge at frem- bringe et uendeligt Antal Arter. Hvad blot og bar uorganiske Livs- betingelser angaar, synes det rimeligt, at et tilstrækkelig stort Antal Arter snart vilde blive afpassede til alle mulige Grader af Varme, Fugtighed o. s. v.; men jeg skal ganske villigt indrømme, at de or- ganiske Væseners Forhold til hverandre indbyrdes har mere at sige, og at eftersom Antallet af Arter i ethvert Land tiltager, saa bliver de organiske Livsbetingelser mere og mere indviklede. Som en Følge heraf synes der ved første Øjekast ikke at være nogen Græn- se for det Beløb af heldbringende Forskelligartethed i Bygning og derfor heller ingen Grænse for det Antal Arter, der kunde frem- bringes. Vi har ingen Eksempler paa, at noget Strøg, selv det rige- ste, har saa mange Arter, som det kan rumme; selv i Kaplandet og i Avstralien, der har et saa forbavsende stort Antal Arter, er mange evropæiske Planter bleven naturaliserede. Men Geologien lærer os, at Artsantallet af Muslinger fra en tidlig Tid af den lange Tertiær- tid, og at Antallet af Pattedyr fra Midten af den samme Tid har haft liden eller ingen Tilvækst. Hvad forebygger da en Forøgelse i det uendelige af Artsantallet? Der maa være en Grænse for det Beløb af Liv, (jeg mener ikke Antallet af Arter), der kan underholdes paa en bestemt Strækning, eftersom Livet i saa høj Grad er afhængig af de fysiske Betingelser; dersom derfor en Strækning bebos af overordentlig mange Arter, saa maa hver eller næsten hver enkelt Art kun være repræsenteret af faa Individer, og saadanne Arter vil være udsat for at gaa til Grunde ved tilfældige Omskiftelser i Aars- tidernes Natur eller ved Forandringer i deres Fjenders Individantal. Udryddelsen vil i disse Tilfælde foregaa hurtigt, medens Frem- bringelsen af nye Arter altid maa foregaa meget langsomt. Forestil Dem en Gang, (hvilket er at sætte Sagen paa Spidsen), at der var lige saa mange Arter som Individer i England, og den første strenge Vinter eller meget tørre Sommer vilde da udrydde Tusinder og atter