Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

142 bel, (hvilket jo da ogsaa er Tilfældet med de rudimentære Organer); thi den vil ikke længer blive reguleret af den før nævnte Udvæl- gelsesmagt; men naar paa den anden Side bestemte Modifikationer, som er uvæsentlige for Artens Velfærd, er fremkomne ved selve Organismens Natur og ved en Forandring i Livsbetingelserne, saa kan de, og er øjensynlig ofte bleven det, nedarves i næsten samme Tilstand til mangfoldige anderledes modificerede Efterkommere. Ved Nedarvning har næsten alle Pattedyr faaet Haar, alle Fugle Fjer og de egentlige Krybdyr Skæl. En Bygningsmaade, hvilken den saa er, naar den blot er fælles for mange beslægtede Former, anses af os for at have stor systematisk Betydning og antages som en Følge heraf ofte af os for at være af stor Betydning for Artens Liv. Jeg er nu tilbøjelig til at tro, at morfologiske Forskelligheder, som vi anser for væsentlige — f. Eks. Bladstillingen, Antallet af Frugt- knudens Rum, Æggenes Stilling o. s. v. — i mange Tilfælde først fremkom som fluktuerende Varieringer, der tidligere eller senere blev næsten konstante ved selve Organismens Natur og de forhaan- denværende Livsbetingelser saa vel som ogsaa ved Krydsning; thi da disse morfologiske Karakterer intet betyder for Artens Velfærd, saa vil deres smaa Afvigelser ikke blive paavirkede af Kvalitets- valget. Det er et mærkeligt Resultat, vi saaledes kommer til, nem- lig det, at Karakterer, der har ringe Betydning for Artens Liv, er de vigtigste for Systematikeren, men som vi senere skal se, naar vi kommer til at omtale det genetiske Klassifikationsprincip, er dette paa ingen Maade saa paradoksalt, som det ved første Øjekast synes. Hvad man saa tænker om denne Synsmaade, saa er der dog intet af Forholdene i det ovenfor omtalte, der, saa vidt jeg kan skønne, kan godtgøre, at der eksisterer en iboende Tendens til Fuldkommen- gørelsen eller fremadskridende Udvikling. Jeg skal nu blot nævne to andre Indvendinger: en udmærket Botaniker, Hr. H. C. Watson, tror, at jeg overvurderer Karakter- divergensens Betydning (paa hvilken han imidlertid øjensynlig tror), og hævder, at Karakterkonvergens, som man kunde kalde det, lige- ledes har spillet en Rolle. Dette er et indviklet Emne, som vi ikke her behøver at omtale udførligt. Jeg skal blot bemærke, at dersom to Arter af to nær staaende Slægter begge frembragte et Antal nye og divergerende Arter, saa vil jeg nok tro, at de undertiden kunde nærme sig hinanden saa meget, at de for Bekvemheds Skyld blev