Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

174 Det er ganske vist en meget overraskende Omstændighed, at Karakterer skulde komme til Syne igen, efter at have været for- svundne i mange, maaske Hundreder af Generationer. Men naar en Race er bleven krydset, om det saa kun er en eneste Gang, med en anden Race, saa viser Afkommet lejlighedsvis Tendens til at vende tilbage til den fremmede Races Karakter, og det i mange Generationer, — der siges tolv, ja selv en Snes Generationer. Efter tolv Generationers Forløb er der, for at bruge en almindelig Ud- tryksmaade, kun Blod af Stamformen i Forholdet 1 til 2048, og dog er det, som vi ser, en almindelig Tro, at en Tendens til Atavisme ved denne lille Smule fremmede Blod vedligeholdes. I en Race, som ikke er bleven krydset, men hos hvilken begge Forældrene har tabt nogle Karakterer, som deres Stamform besad, kunde Tendensen til at genfrembringe den tabte Karakter, som vi tidligere har sagt, trods alt hvad man kunde indvende derimod, nedarves i næsten et hvilket som helst Antal Generationer. Naar en Karakter, som har været tabt hos en Race, efter et stort Antal af Generationer viser sig igen, saa er den sandsynligste Hypotese ikke den, at Afkommet pludselig tager Arv efter en Slægtning, der har levet nogle hun- drede Generationer før den, men den, at den omtalte Karakter i hver enkelt af de paa hinanden følgende Generationer har været skjult tilstede, og at den tilsidst under gunstige (vi ved ikke hvilke) Be- tingelser er bleven udviklet. Det er f. Eks. sandsynligt, at der hos Brevduen, som meget sjældent har blaa Fugle blandt sit Afkom, i hver enkelt Generation ligger en skjult Tendens til at frembringe blaa Fjerbeklædning. Muligheden af, at Karakterer længe kan ligge skjult, kan forstaas ved Hjælp af Hypotesen om Pangenesis, som jeg har omtalt i et andet Værk. Abstrakt set er Usandsynligheden af, at en skjult Tendens nedarves gennem en Mangfoldighed af Gene- rationer, ikke større her end i de Tilfælde, i hvilke unyttige eller rudimentære Organer nedarves paa samme Maade. Selve Tendensen til at frembringe Rudiment nedarves virkelig undertiden. Da efter vor Teori alle Arter af samme Slægt antages at ned- stamme fra en fælles Stamform, kunde man vente, at de nu og da vilde variere paa en analog Maade, saaledes at Varieteterne af to eller flere Arter vilde ligne hinanden, eller at en Varietet af en eller an- den Art i visse Karakterer vilde ligne en anden og skarpt udpræget Art, — efter vor Synsmaade: kun en godt udpræget og holdbar