Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København
Udgave: Anden Udgave
Sider: 502
UDK: 5754
Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.
Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
19
i øvrigt meget uenige om, hvilke Karakterer der har Værd som
Slægtsmærke, idet alle saadanne Vurderinger for Øjeblikket beror
paa et rent Skøn. Naar vi kommer til at udvikle, hvorledes Slægter
opstaar i Naturen, vil det ses, at man ingen Ret har til at vente,
at man ofte skal finde Karakterer, der har Værd som Slægtsmærke
til at adskille vore forædlede Racer.
Naar man forsøger at vurdere den Forskel i Bygning, der er
mellem de forædlede Racer af samme Art, stedes man snart i
Tvivl ved ikke at vide, om de er Nedstamninger fra en eller flere
Stamarter. Dersom dette Spørgsmaal kunde blive klaret, vilde det
være af stor Interesse; thi dersom man f. Eks. kunde vise, at
Mynden, Blodhunden, Rottehunden, Hønsehunden og Bulbideren,
om hvilke vi véd, at de alle avler et dem selv aldeles ligt Afkom,
— at de nedstammer fra en eneste Art, saa vilde en saadan Kends-
gerning i høj Grad bestyrke vor Tvivl om Uforanderligheden af de
mange nærbeslægtede vilde Arter, f. Eks. alle de forskellige Jord-
strøgs mange Rævearter. Jeg tror nu imidlertid ikke, som vi snart
skal se, at alle Forskellighederne mellem Hunderacerne er Resul-
taler af Forædlingen, jeg tror, at de er Nedstamninger fra bestemt
adskilte Arter, og at dette har sin lille Part i Forskelligheden.
Hvad nogle stærkt udprægede Former hos andre forædlede Racer
angaar, da er der temmelig stor, ja overvejende Sandsynlighed for,
at de alle nedstammer fra en enkelt vild Stamme.
Man har ofte paastaaet, at Mennesket til Forædling har valgt
Dyr og Planter med en særlig stærk Varieringstendens i sig og
med en sjælden Modstandskraft mod de forskellige Klimater. Jeg
skal ikke nægte, at disse Egenskaber i høj Grad har forøget de
forædlede Organismers Værd; men hvorledes var det muligt, at
en vild, da han første Gang tæmmede et Dyr, kunde vide om det
vilde variere i kommende Slægtled eller vilde kunne taale andre
Klimater? Har Æslets og Gaasens ringe Varieringstendens eller
Rensdyrets Ømfindtlighed mod Varme og Kamelens mod Kulde af-
holdt Mennesket fra at gøre dem til Husdyr? Jeg nærer ingen Tvivl
om, at dersom man tog andre vilde Dyr og Planter i lige saa stort
Antal som de forædlede, hørende til lige saa forskellige Klasser og
fra lige saa forskellige Egne, og man kunde faa dem til at forplante
sig gennem lige saa mange Generationer i tæmmet eller dyrket Til-
2*