Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København

Udgave: Anden Udgave

Sider: 502

UDK: 5754

Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.

Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 587 Forrige Næste
19 i øvrigt meget uenige om, hvilke Karakterer der har Værd som Slægtsmærke, idet alle saadanne Vurderinger for Øjeblikket beror paa et rent Skøn. Naar vi kommer til at udvikle, hvorledes Slægter opstaar i Naturen, vil det ses, at man ingen Ret har til at vente, at man ofte skal finde Karakterer, der har Værd som Slægtsmærke til at adskille vore forædlede Racer. Naar man forsøger at vurdere den Forskel i Bygning, der er mellem de forædlede Racer af samme Art, stedes man snart i Tvivl ved ikke at vide, om de er Nedstamninger fra en eller flere Stamarter. Dersom dette Spørgsmaal kunde blive klaret, vilde det være af stor Interesse; thi dersom man f. Eks. kunde vise, at Mynden, Blodhunden, Rottehunden, Hønsehunden og Bulbideren, om hvilke vi véd, at de alle avler et dem selv aldeles ligt Afkom, — at de nedstammer fra en eneste Art, saa vilde en saadan Kends- gerning i høj Grad bestyrke vor Tvivl om Uforanderligheden af de mange nærbeslægtede vilde Arter, f. Eks. alle de forskellige Jord- strøgs mange Rævearter. Jeg tror nu imidlertid ikke, som vi snart skal se, at alle Forskellighederne mellem Hunderacerne er Resul- taler af Forædlingen, jeg tror, at de er Nedstamninger fra bestemt adskilte Arter, og at dette har sin lille Part i Forskelligheden. Hvad nogle stærkt udprægede Former hos andre forædlede Racer angaar, da er der temmelig stor, ja overvejende Sandsynlighed for, at de alle nedstammer fra en enkelt vild Stamme. Man har ofte paastaaet, at Mennesket til Forædling har valgt Dyr og Planter med en særlig stærk Varieringstendens i sig og med en sjælden Modstandskraft mod de forskellige Klimater. Jeg skal ikke nægte, at disse Egenskaber i høj Grad har forøget de forædlede Organismers Værd; men hvorledes var det muligt, at en vild, da han første Gang tæmmede et Dyr, kunde vide om det vilde variere i kommende Slægtled eller vilde kunne taale andre Klimater? Har Æslets og Gaasens ringe Varieringstendens eller Rensdyrets Ømfindtlighed mod Varme og Kamelens mod Kulde af- holdt Mennesket fra at gøre dem til Husdyr? Jeg nærer ingen Tvivl om, at dersom man tog andre vilde Dyr og Planter i lige saa stort Antal som de forædlede, hørende til lige saa forskellige Klasser og fra lige saa forskellige Egne, og man kunde faa dem til at forplante sig gennem lige saa mange Generationer i tæmmet eller dyrket Til- 2*