Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

315 danne Arter undergik et anseligt Beløb af Modifikation i en eller anden geologisk Periode, saa vilde man ikke i et Gennemsnit af Lagene finde alle de fine Overgange, som ifølge vor Teori maa have eksisteret, men man vil finde abrupte skønt maaske smaa Form- forandringer. Det er af største Vigtighed at erindre, at Naturforskerne ikke er saa heldige at have en gylden Regel, ved Hjælp af hvilken de kan adskille Arter og Varieteter fra hinanden; de tilstaar hver Art lidt Variabilitet, men naar de saa finder to Former, mellem hvilke der er et noget større Beløb af Forskellighed, saa regner de begge for Arter, med mindre de er i Stand til at forbinde dem med hin- anden ved ganske nær staaende Mellemformer. Og dette kan vi, af de Grunde, vi nylig har angivet, sjældent have Haab om at finde i et geologisk Gennemsnit. Antager vi, at B og C er to Arter, og at en tredje A findes i et ældre og lavere liggende Lag, saa vilde A, selv om den stod ganske nøjagtig midt imellem B og C, simpelt hen blive regnet for en tredje særegen Art, medmindre den var ganske nøje forbunden med den ene af Formerne eller med dem begge ved mellemliggende Varieteter. Man maa heller ikke glemme, hvad vi før har henledt Opmærksomheden paa, at A kunde være B’s og C’s virkelige Stamform, uden derfor nødvendigvis at staa nøjagtig midt imellem dem i alle Henseender. Og saaledes kunde vi da finde Stamarterne og deres forskellige modificerede Efterkom- mere i den samme Formations øvre og nedre Lag og dog ikke, med mindre vi fandt talrige Overgangsformer, erkende deres kødelige Slægtskab og vilde som en Følge heraf blive nødt til at regne dem for bestemt adskilte Arter. Gud og hver Mand ved, paa hvilke yderst ubetydelige Forskel- ligheder mange Palæontologer har grundet deres Arter, og de er saa meget mere tilbøjelige til at gøre dette, dersom Eksemplarerne kom- mer fra forskellige Lag i samme Formation. Nogle erfarne Kon- kyliologer nedsætter nu mange af D’Orbigny’s og andres meget svage Arter til Varieteter, og naar man ser paa denne Maade, saa finder vi ogsaa den Forandring, som vi efter Teorien burde finde. Se engang paa de nyere tertiære Aflejringer, som indeslutter saa mange Bløddyr-Arter, der af Flertallet af Naturforskerne anses for at være identiske med nulevende Arter; men nu er der mange udmær- kede Naturforskere, som Agassiz og Pietet, der hævder, at alle disse