Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

354 Dvr, som hører til den samme Klasse, og at de uddøde Formers geologiske Rækkefølge næsten er parallel med de ekisterende For- mers embryologiske Udvikling. Denne Synsmaade stemmer vidun- derlig godt med vor Teori. I et fremtidigt Kapitel skal jeg forsøge at vise, at den voksne afviger fra sit Foster paa Grund af Varie- ringer, som kommer i en ikke tidlig Alder og nedarves i en tilsva- rende Alder. Denne Proces gør, medens den næsten lader Fosteret uforandret i Løbet af de paa hinanden følgende Generationer, den voksne mere og mere forskellig. Saaledes kommer Fosteret til at blive en Slags Billede, som Naturen har bevaret af Dyrets gamle og mindre modificerede Tilstand. Denne Maade at se Sagen paa turde vel nok være rigtig, og dog kunde det være, at man aldrig blev i Stand til at bevise det. Naar vi f. Eks. ser, at de ældste kend- te Pattedyr, Krybdyr og Fiske nøje hører til deres egne Klasser, endskønt nogle af disse gamle Former er lidt mindre bestemt ad- skilt fra hinanden, end de typiske Medlemmer af de samme Grup- per er det nu til Dags, saa vilde det være forgæves at se efter Dyr, som havde Hvirveldyrenes fælles embryologiske Karakter, førend man havde opdaget rigt fossilførende Lag neden under det laveste siluriske Lag en Opdagelse, hvortil der ikke er stor Udsigt. Om de samme Typers Følgen ovenpaa hinanden indenfor de samme Strøg i de senere Tertiær-Perioder. Hr. Clift viste for mange Aar siden, at de fossile Pattedyr fra de avstralske Huler var nær beslægtede med denne Verdensdels nulevende Pungdyr. I Sydamerika er der tydeligt nok et lignende Slægtskab, som selv et mindre skarpt Øje kan opdage, i de gigan- tiske Panserstykker, der ligner Armadillens Beklædning, og som findes i forskellige Dele af La Plata, og Professor Owen har paa den mest slaaende Maade vist, at de fleste af de fossile Pattedyr, som findes indlejrede der i stort Antal, er beslægtede med Syd- amerikas Typer. Dette Slægtskab kan ses endnu tydeligere i de vidunderlige Samlinger af fossile Ben, som D’hr. Lund og Clausen fandt i Brasiliens Huler. Disse Kendsgerninger gjorde et saadant Indtryk paa mig, at jeg i Aarene 1839 og 1845 særligt fremhævede denne „Lov om Typernes Følgen paa hinanden“ og „dette vidunder-