Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

357 Résumé af dette og det foregaaende Kapitel. Jeg har forsøgt paa at vise, at den geologiske Viden er højst util- strækkelig; at kun en ringe Del af Jordkloden har faaet en om- hyggelig geologisk Undersøgelse; at kun faa Klasser af organiske Væsener er bleven talrigt bevarede i fossil Tilstand; at det Antal, baade af Individer og af Arter, som forefindes i vore Museer, er lige saa meget som ingen Ting i Sammenligning med det Antal Ge- nerationer, der maa have fulgt paa hinanden i selv en eneste For- mation ; at, fordi Sænkning næsten er nødvendig for Ophobningen af Aflejringer, der er rige paa fossile Arter af mange Slags og tykke nok til at modstaa senere ødelæggende Indvirkninger, maa der være hengaaet store Tidsrum mellem de fleste af vore paa hinanden følgende Generationer; at der sandsynligvis har været mest Uddøen i Sænkningsperioderne og mest Varieren i Hævningsperioderne, og at vi ved mindst om de sidste; at hver enkelt Formation ikke er ble- ven aflejret uafbrudt; at Varigheden af hver enkelt Formation sand- synligvis er kort i Sammenligning med de specifikke Formers gen- nemsnitlige Varighed; at Vandring har haft en væsentlig Del i de ny Formers første Tilsynekomst i de enkelte Strøg og Formationer; at vidt udbredte Arter er de, der har varieret mest og oftest frem- bragt nye Arter; at Varieteterne først har været lokale. Endelig er det, endskønt enhver Art maa have gennemgaaet talrige Overgangs- tilstande, sandsynligt, at de Perioder, i hvilke hver enkelt af dem modificeredes, selv om de er mange og lange, naar de skal maales med Aar, har været korte i Sammenligning med de Perioder, i hvilke hver enkelt af dem forblev uforandret. Disse Grunde tilsam- men vil til en vis Grad forklare, hvorfor — skønt vi virkelig finder mange Mellemled — vi finder et uendeligt Antal Varieteter, der forbinder alle uddøde og eksisterende Arter med hinanden ved de aller fineste Overgange. Man skulde nu ogsaa altid huske paa, at, dersom man fandt Varieteter, der var Bindeled mellem to eller flere Former, saa vilde man, med mindre hele Rækken var aldeles fuldstændig, gøre dem til lige saa mange nye og bestemt adskilte Arter; thi ingen skal kunne paastaa, at vi har noget sikkert Kri- terium, ved hvilket vi kan skelne Arter og Varieteter fra hinanden. Den, som ikke vil gaa ind paa denne Betragtning af den geo- logiske Viden som utilstrækkelig, han vil med Rette forkaste den hele Teori. Thi han maa forgæves spørge om, hvor de er bleven af,