Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

358 de utallige Overgangsled, der tidligere maa have forbundet de nær beslægtede Arter, som findes i de paa hinanden følgende Lag i sam- me store Formation. Han vil ikke tro paa de uhyre Tidsrum, der ligger imellem de paa hinanden følgende Formationer. Han vil over- se den vigtige Rolle, som Vandringen har spillet, naar det gælder om at betragte Formationerne i en eller anden stor Strækning som f. Eks. Evropa; han vil lægge stærk Vægt paa, at hele Grupper af Arter tilsyneladende, men rigtignok ogsaa ofte kun tilsyneladende, pludselig er kommen ind i Verden. Han kan spørge om, hvor de er, disse Levninger af fine utallige Organismer, som maa have eksiste- ret længe, før det cambriske System blev aflejret. Vi ved nu, at der i det mindste eksisterede ét Dyr dengang; men jeg kan kun svare paa det ovenfor stillede Spørgsmaal ved at sige, at jeg formoder, at der, hvor nu Oceanerne er, der har de været i uhyre lange Tider, og der, hvor vore stigende og synkende Fastlande nu staar, der har de staaet siden Begyndelsen af det cambriske System; men længe før den Tid saa Verden ganske anderledes ud, og at hine gamle Fastlande, der var dannede af Formationer, ældre end dem, vi kender, de eksisterer nu kun som Levninger og er aldeles om- dannede, eller ogsaa ligger de endnu begravede under Havene. Bortset fra disse Vanskeligheder synes det mig, at Palæontolo- giens andre store Hovedkendsgerninger ganske simpelt følger af Nedstamningsteorien med dens ved Kvalitetsvalg bevirkede Modi- fikationer. Vi kan saaledes forstaa, hvordan det gaar til, at de nye Arter kommer langsomt og lidt efter lidt; hvorfor de forskellige Klassers Arter ikke nødvendigvis forandres samtidigt paa samme Maade eller i samme Grad, men dog alle i Løbet af lange Tider undergaar nogen Modifikation. Udryddelsen af gamle Former er den næsten uundgaaelige Følge af Frembringelsen af nye Former. Vi kan forstaa, hvorfor en Art, naar den engang er forsvunden, al- drig kommer igen. Arts-Grupperne vokser langsomt i Antal og varer ulige længe, thi Modifikationsprocessen er nødvendigvis langsom og er afhængig af mange indviklede Omstændigheder. De her- skende Arter, som hører til de store og herskende Grupper, stræ- ber at efterlade sig mange modificerede Efterkommere, som dan- ner nye Grupper og Undergrupper. Som disse opstaar, har Arterne af de mindre kraftige Grupper paa Grund af den Svaghed, de har ved Arv fra en fælles Stamform, Tilbøjelighed til at gaa ud af Til-