Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

366 Arter af samme Slægt, endskønt de bebor de fjernest fra hinanden liggende Egne af Verden, dog oprindelig maa være kommen samme Steds fra, eftersom de nedstammer fra den samme Stamform. Hvad angaar de Arter, som gennem hele geologiske Perioder kun har undergaaet lidt Modifikation, saa er der ikke nogen Vanskelighed for at tro, at de kan have vandret ud fra den samme Egn; thi det er muligt, at de kan have vandret næsten saa meget, det skal være, under alle de store geografiske og klimatiske Forandringer, som er foregaaet siden hine fjerne Tider. Men i mange andre Tilfælde, hvor vi har Grund til at tro, at en Slægts Arter er bleven frembragt i en forholdsvis sen Tid, dér kan dette have store Vanskeligheder. Det er ligeledes indlysende, at den samme Arts Individer, endskønt de nu bebor fjerne og isolerede Egne, maa være udgaaet fra en Plet, hvor deres Forældre først blev frembragt; thi, som vi i det sidste Kapitel har udviklet, det er utroligt, at Individer, der er gan- ske identiske, skulde være bleven frembragt af Arter, der var spe- cifik forskellige. Enkelte formentlige Skabelses-Centra. — Vi er saaledes kom- men til det Spørgsmaal, som saa meget er bleven drøftet af Natur- forskerne, det nemlig, hvorvidt Arterne er bleven skabt paa et eller flere Punkter af Jordens Overflade. Det er ingen Tvivl underkastet, at der er mange Tilfælde, i hvilke det er yderst vanskeligt at for- staa, hvorledes det har kunnet være en Art muligt fra en Plet at have vandret hen til saa mange fjernt fra hinanden liggende isole- rede Punkter, hvor den nu findes. Ikke desto mindre gør den simple Sætning, at hver Art først blev frembragt i en bestemt Egn, mest Indtryk paa Sindet. Den, som forkaster den, forkaster den sande Grund, nemlig almindelig Avling med efterfølgende Vandring, og foretrækker Miraklet. Det indrømmes almindeligt, at det af en Art beboede Strøg i de fleste Tilfælde er sammenhængende, og at, naar en Plante eller et Dyr findes paa to Punkter, der staar saa langt fra hinanden, eller mellem hvilke der ligger et Strøg af en saadan Beskaffenhed, at der ikke ved Vandring let kunde naas fra den ene Lokalitet til den anden, saa betragter man dette som noget mærk- værdigt og noget, der kun hændes undtagelsesvis. Der er maaske ingen Forhold, der frembyder større Vanskeligheder end Landpatte- dyrs Vandringer over en stor Havstrækning. Vi finder derfor heller ingen uforklarlige Tilfælde, hvor de samme Pattedyr bebor fjernt