Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

396 mange tilbage at iagttage — kaster noget Lys over dette Emne. Naar en And pludselig dukker op fra Bunden af en Dam, hvis Overflade er grøn af Andemad, har jeg to Gange set, at disse smaa Planter hænger ved Andens Ryg og det er hændt mig ved at tage lidt Andemad fra et Akvarium til et andet, at jeg, imod min Hen- sigt, ganske har fyldt det ene med Ferskvandssnegle fra det andet. Men der er en anden Ting, der maaske har mere at sige. Jeg stak en Andefod ned i et Akvarium, hvor der blev udruget en Mængde Æg af Ferskvandssnegle, og jeg fandt, at mange af de yderst smaa og nylig udrugede Snegle kravlede op paa Foden og sad saa fast paa den, at man ikke kunde ryste dem af, naar man tog Foden ud af Vandet, endskønt de i en mere fremskreden Alder villigt falder af. Disse nys udrugede Bløddyr, Vanddyr som de er, levede paa Ande- foden i fugtig Luft fra tolv til tyve Timer og i denne Tid kunde en And eller Hejre flyve i det mindste seks til syv hundrede Mil, og dersom den blev blæst tværs over Havet til en 0 i Oceanet eller til et andet fjernt Punkt, kan man være sikker paa at den straks vil søge til en Dam eller Bæk. Hr. Charles Lyell underretter mig om, at man har fanget en Dytiscus (Vandkalv), paa hvilken en Ancylus (en Ferskvandssnegl der ligner en Skivesnegl) sad fast; og en Vand- bille af den samme Familie, en Colymbetes, fløj engang ombord paa „Sporhunden“ („Beagle“), da den var fem og fyrretyve Mil borte fra det nærmeste Land, hvor langt videre den kunde være kommen med en heldig Vind, det er der ingen der kan sige. Hvad Planter angaar, saa har man længe vidst hvilken uhyre Udbredelse mange Ferskvands-Arter og ogsaa Sump-Arter har, baade paa Fastlandet og paa de fjerneste Øer i Oceanet. Dette viser sig paa en slaaende Maade, som Alph. de Condolle har bemærket, ved store Grupper af Landplanter, blandt hvilke der findes nogle faa Medlemmer, der holder sig til Vandet; thi disse sidste synes øje- blikkelig, ligesom det var en Selvfølge, at faa en meget vid Ud- bredelseskreds. Jeg tænker, at heldige Udbredelsesmidler forklarer dette. Jeg har før nævnt, at Jord lejlighedsvis, skønt sjældent, hænger fast til Fuglenes Fødder og Næb. Vadefugle, som søger Dam- menes mudrede Bredder, vil rimeligvis, naar de bliver pludseligt opskræmmede, flyve bort med dyndede Fødder. Jeg kan vise, at Fugle af denne Orden er de største Vandrere og at de lejlighedsvis bliver fundet paa de fjerneste og goldeste Øer i det aabne Hav.