Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

39 til det Resultat, der paafulgte — nemlig Frembringelsen af to bestemt adskilte Former. De to Hjorder Leicester Faar, som holdes af Hr. Buckley og Hr. Burgess, bemærker Hr. Youatt, „nedstam- mer ublandede fra Hr. Bakewells Hjord for henved halvtredsinds- tyve Aar siden. Der er ikke nogen, som har Kendskab til Sagen, der har den fjerneste Mistanke om, at nogen af Ejerne har tilført Hjor- den det mindste fremmede Blod, og dog er Forskellen mellem de to Herrers Faar saa stor, at de ser ud, som de hørte til to aldeles forskellige Varieteter.“ Dersom der eksisterer vi!de, der er saa barbariske, at det aldrig falder dem ind, at deres Husdyrs Afkom arver Forældre- nes Ejendommeligheder, saa vil de dog omhyggeligt bevare et Dyr, som særligt er dem til Nytte i et eller andet bestemt Øje- med, fra Hungersnød og andre Ulykker, der saa tit træffer vilde Stammer, og saadanne udsøgte Dyr vil da i Almindelighed efter- lade et større Afkom end de ringere Dyr; og saaledes fik vi da i dette Tilfælde et Slags ubevidst Racevalg. Vi ser, hvilken Pris selv saa barbariske Folk som Beboerne af Tierra del Fuego sætter paa Dyr deraf, at de i Dyrtid slagter og æder deres gamle Kvin- der som havende mindre Værd end deres Hunde. Hos Planterne kan man klart se den samme trinvis fremad skridende Forbedring — ved Bevarelse af de bedste Individer, hvad enten de nu er udprægede nok til, første Gang de viser sig, at regnes for forskellige Varieteter eller ej, og hvad enten to eller flere Arter eller Racer er bievne blandede ved Krydsning — i den forøgede Størrelse og den større Skønhed, der viser sig hos Varie- teterne af Stedmodersblomsten, Rosen, Pelargonien, Georginen og andre Planter, naar man sammenligner dem med ældre Varieteter eller med deres Stamformer. Ingen venter, at han skulde avle Præmie-Stedmodersblomster eller Georginer ved at saa Frø af den vilde Plante. Ingen venter at faa udmærkede Pærer, der smelter i Munden, af Frø fra det vilde Pæretræ, skønt det kunde lykkes ham at faa det af en stakkels Kimplante, der havde forvildet sig fra en Have. Pæren synes, skønt dyrket i de klassiske Tider, efter Plinius’s Beskrivelse at have været en Frugt af temmelig ringe Værd. Jeg har i Værker om Havedyrkning set Forfatterne udtrykke deres Forundring over den vidunderlige Duelighed, Gartnerne har vist i at faa et saa smukt Produkt ud af et saa daarligt Materiale;