Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

419 det, ikke forbavser os saa meget som det burde. Uden Tvivl kan organiske Væsener, ligesom alle andre Ting, ordnes paa mange Maader, enten kunstigt efter enkelte Karakterer, eller mere natur- ligt efter flere Karakterer. Vi ved f. Eks. at Mineralier og Grund- stoffer kan ordnes paa denne Maade; men her er der naturligvis intet Forhold mellem Klassifikationen og den genealogiske Række- følge, og der kan for Øjeblikket ikke angives nogen Grund for, at de falder i Grupper. Men hvad de organiske Væsener angaar, saa er Sagen en anden, og den ovenfor meddelte Betragtning forklarer deres naturlige Anordning i Grupper og Undergrupper og der er ingensinde bleven forsøgt nogen anden Forklaring. Som vi har set, forsøger Naturforskerne at ordne Arter, Slæg- ter og Familier i hver Klasse efter hvad man kalder det natur- lige System? Men hvad menes der ved dette System? Nogle Forfattere betragter det blot som et Schema, ved Hjælp af hvil- ket man kan faa sat de Væsener sammen, der ligner hinanden mest og adskilt dem, som er hinanden mest ulige; eller som en kunstig Maade til at udtrykke almindelige Sætninger med saa faa Ord som muligt d. v. s. at naar man ved en Diagnose har givet de Karakterer, der er fælles, f. Eks. for alle Pattedyr, ved en anden dem der er fælles for alle Rovdyr, og ved en tredje dem der er fælles for Hundeslægten, saa kan man ved en fjerde Diagnose give en fuldstændig Beskrivelse af en hvilken som helst Hundeart. At et saadant System er baade sindrigt og nyttigt, det kan ikke nægtes. Men nogle Naturforskere tror, at der menes noget mere ved det naturlige System; de tror, at man i Systemet ser Skaberens Plan; men med mindre man giver detaljerede Oplysninger, om man hermed mener Orden i Tid eller Rum eller i dem begge, eller hvad det nu kan være man mener med Skaberens Plan, saa forekommer det mig ikke, at vore Kundskaber er bleven forøgede. Saadanne Udtalelser som Linné’s berømte og som vi ofte møder igen i en mere eller mindre tydelig Form: at Karaktererne ikke danner Slæg- ten, men Slægten giver Karaktererne, synes at røbe, at der i vor Klassifikation er noget andet end den rene, skære Lighed. Jeg tror, at der er meget mere, og at kødeligt Slægtskab — den eneste Grund man kender til de organiske Væseners indbyrdes Lighed er det ved forskellige Grader af Modifikation skjulte Bindeled, som nu og da glimter frem ved vor Klassifikation. 27*