Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

420 Lad os nu se, hvilke Regler man har fulgt for Klassifikationen og de Vanskeligheder, der derved møder, naar man betragter Klas- sifikationen som en Aabenbaring af Skabelsesplanen eller simpelt hen som et Schema, der giver os en bekvem Form for Diagnoserne eller som sætter de Former sammen, der ligner hinanden mest. Man kunde have troet (og det troede man ogsaa i gamle Dage), at de Dele af Bygningen, som var de afgørende for Livsvanerne og for hver enkelt Væsens Stilling i Naturens Husholdning, maatte være af den største Vigtighed for Klassifikationen. Intet kan være mere falsk. Der er ikke én, som mener, at den ydre Lighed mellem en Mus og en Spidsmus, mellem en Dugon og en Hval eller imellem en Hval og en Fisk har noget at sige. Disse Ligheder, endskønt de staar i den nøjeste Forbindelse med Væsenets hele Liv, regnes kun for „adaptive eller analoge Karakterer“ ; til denne Betragtning af Lighederne skal vi imidlertid komme tilbage. Man kan endogsaa, som noget alment gældende, anføre, at jo mindre en Del af Orga- nisationen har noget med særegne Vaner at gøre, jo vigtigere bli- ver den for Klassifikationen. Oken siger saaledes f. Eks., hvor han taler om Dugon’en: „Da Generationsorganerne er de, der harmindst med et Dyrs Vaner og Næring at gøre, saa har jeg altid ment, at de gav den tydeligste Underretning om dets virkelige Slægtskab. Der er mindst Rimelighed for i disse Organers Modifikation at gaa hen at tage en ren adaptiv Karakter for en væsentlig.“ Hvor mærkeligt er det ikke, at Planternes Vegetationsorganer, af hvilke deres Er- næring og Liv afhænger, har lidet at betyde, medens Reproduk- tionsorganerne med deres Frø og Kim har overvættes stor Betyd- ning! Saaledes saa vi ogsaa tidligere, da vi omtalte morfologiske Forskelligheder, der ikke er fysiologisk vigtige, at de ofte har den største Betydning for Klassifikationen, dette kommer af, at de hol- der sig konstante mange beslægtede Grupper igennem, og det, at de er konstante, det kommer navnlig deraf, at smaa Afvigelser i Byg- ning hos saadanne Dele ikke er bleven bevarede og samlede ved Kvalitetsvalg, der kun virker paa nyttige Karakterer. At et Organs blot og bar fysiologiske Betydning ikke afgør noget om dets Værd for Klassifikationen, det er, saa at sige, bevist ved den Kendsgerning, at i de nærstaaende Grupper i hvilke det samme Organ, som vi har al mulig Grund til at antage, har næsten den samme fysiologiske Værdi, er dets klassifikatoriske Værdi højst