Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

434 uddøde, er indesluttede i nogle faa store Ordener og endnu færre Klasser. For at vise, hvor faa de højere Grupper er i Antal, og hvor vidt de er udbredt over Verden, vil jeg nævne den slaaende Kends- gerning, at Opdagelsen af Avstralien ikke har forøget Insektverde- nen med et eneste Insekt, der hørte til en ny Klasse, og for Plante- rigets Vedkommende har det, som jeg hører fra Dr. Hooker, kun givet os to eller tre Familier af ringe Størrelse. I Kapitlet om den geologiske Rækkefølge forsøgte jeg, idet jeg gik ud fra den Grundsætning, at hver enkelt Gruppe i Almindelig- hed havde afveget meget i Karakter gennem den længe fortsatte Modifikationsproces, at vise, hvorledes det gaar til, at de ældre Livsformer ofte frembyder Karakterer, der til en vis Grad er inter- mediære mellem nulevende Grupper. Nogle faa af disse gamle og intermediære Former, der til den Dag i Dag kun har efterladt sig lidet modificerede Efterkommere, danner vore saakaldte vaklende eller aberrante Arter. Jo mere aberrant en Form er, desto større et Antal af Mellemformer maa der være bleven udryddet. Og der er en Del, der tyder paa, at de aberrante Arter har lidt meget af Ud- ryddelse; thi de repræsenteres næsten altid af yderst faa Arter, og de Arter, der findes, er meget forskellige fra hinanden, hvad der saa igen forudsætter Uddøen. Slægterne Ornithorynchus og Lepido- siren f. Eks. vilde ikke have været mindre aberrante, dersom hver Slægt havde været repræsenteret af et Dusin Arter i Stedet for af en enkelt eller et Par Stykker. Vi kan, tror jeg, kun forklare dette For- hold ved at betragte aberrante Grupper som Former, der er bleven overvundet af heldigere Rivaler; men af hvilke Grupper nogle faa Medlemmer endnu er bleven bevarede under usædvanlig gunstige Betingelser. Hr. Waterhouse har bemærket, at naar et Medlem af en Dyre- gruppe har Slægtskab til en ganske forskellig Gruppe, saa er denne Beslægtethed i de fleste Tilfælde almindelig og ikke speciel: saa- ledes er ifølge den nys nævnte Forfatter af alle Gnavere Viscachaen nærmest beslægtet med Pungdyrene; men i de Punkter, i hvilke den nærmer sig denne Orden, er dens Beslægtethed almindelig, og den er ikke mere beslægtet med den ene Pungdyrart end med den anden. Da vi antager, at Slægtskabet er virkeligt og ikke blot adaptivt, saa maa denne Beslægtethed i enkelte Punkter, ifølge vor Teori, skyldes Nedarving fra en fælles Stamform. Derfor maa vi antage, enten at