Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

En historisk Oversigt over de nyeste Fremskridt i Spørgsmaalet om Arternes Oprindelse. JEG vil her give en kort Oversigt over de Fremskridt, der er gjort i Spørgsmaalet om Arternes Oprindelse. Indtil for kort Tid siden troede det store Flertal af Naturforskere, at Arterne var uforander- lige Frembringelser og var bleven skabt hver for sig. Denne An- skuelse er med Dygtighed bleven hævdet af mange Forfattere. Paa den anden Side har nogle faa Naturforskere troet, at Arterne under- gaar Forandring, og at de eksisterende Livsformer ved virkelig For- plantning er ligefremme Efterkommere af tidligere eksisterende For- mer. Forbigaar vi Hentydningerne til dette Spørgsmaal hos de klas- siske Forfattere*), saa er den første, der i den nyere Tid har be- *) Aristoteles bemærker i Physicæ auscultationes (Bog 2, Kap. 8), at Regnen ikke falder for at faa Kornet til at gro, lige saa lidt som den falder for at ødelægge Landmandens Korn, naar det bliver tærsket under aaben Himmel, og anvender saa den samme Argumentation paa Organismerne og tilføjer: (Hr. Clair Grece henledte først min Opmærksomhed paa dette Sted), „Hvad er der derfor i Vejen for, at de forskellige Dele [af Legemet] kan forholde sig paa denne blot tilfældige Maade? Som Tænderne f. Eks., der fremkommer med Nødvendighed, de forreste skarpe for at være skik- kede til at sønderdele, og Kindtænderne brede og gode til at knuse Føden, dog ikke blev dannede saaledes derfor, men blev det tilfældigt. Og paa samme Maade hvad de andre Dele angaar, hvor der synes at eksistere en Tillempelse til et Øjemed. Hvor som helst derfor alle Ting tilsammen (d. v. s. alle et Heles Dele) kom til at se ud, som om de var dannede for en eller anden Sags Skyld, der blev disse bevarede, idet de havde dannet sig paa en passende Maade ved en indvortes Spontanitet, og de Ting, der ikke var saaledes dannede, de gik til Grunde og gør det endnu.“ Vi ser her en dunkel Antydning af Kvalitetsvalgsprincippet; men, hvor liden virkelig Forstaaelse Aristoteles havde deraf, ser man af hans Bemærkninger om Tænderne.