Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

497 ninger, der frembringes ved Livsbetingelserne, er trinvise. Han slutter meget kraftigt af almindelige Grunde, at Arterne ikke er ufor- anderlige Frembringelser. Men jeg kan ikke se, hvorledes de to an- tagne „Impulser“ i videnskabelig Forstand forklarer de talrige og smukke Tillempelser, som vi ser hele Naturen igennem; jeg kan ikke se, at vi paa den Maade faar nogen Indsigt f. Eks., i hvor- ledes en Spætte er bleven lempet til sine særegne Livsvaner. Værket blev paa Grund af dets kraftige og glimrende Stil meget vidt udbredt, om endskønt det i de tidligere Udgaver kun udfoldede liden nøjagtig Kundskab og meget manglende videnskabelig Forsigtighed. Efter min Formening har det gjort udmærket Nytte her i Landet ved at henlede Opmærksomheden paa Spørgsmaalet, ved at fjerne For- domme og saaledes berede Vejen for analoge Anskuelser. 1846 fremsatte Veteranen for Geologerne M. J. d’Omalius d’Halloy i en udmærket, men kort Afhandling („Bulletins de l’Aca- démie Royale Bruxelles“, tom. XIII, p. 581) det som sin Mening, at det er rimeligere, at ny Arter er bleven frembragt ved en af Modifikation ledsaget Afstamning, end at de er bleven skabt hver for sig. Forfatteren opstillede første Gang denne Teori 1831. Professor Owen skrev 1849 („Nature of Limbs“, p. 96), som følger: „Ideen om Grundtypen blev aabenbaret i Kødet under for- skellige Modifikationer her paa vor Planet, længe før Tilstedevæ- relsen af de nu levende Dyrearter i Virkeligheden afgav Eksempler paa den. Af hvilke naturlige Love eller sekundære Aarsager den regelmæssige Følgen paa hinanden og Fremskridcn af saadanræ organiske Fænomener har været afhængig, derom ved vi for Øje- blikket intet.“ I sin Tale til det britiske Møde af lærde 1858 taler han (p. LI) om „Aksiomet om Skabelseskraftens eller de levende Tings ordnede Verdens stadige Virken. Længere henne (p. XC) tilføjer han efter at have hentydet til den geografiske Fordeling, „Disse Fænomener ryster vor Tro paa, at Ny-Zeelands Apteryx og Englands røde Hjerpe er særegne Skabninger paa og for disse Øer. Ogsaa maa man vel erindre, at ved Ordet „Skabelse forstaar Zoo- logerne „en Proces, de ved ikke hvilken“.“ Han udfører saa denne Tanke ved at tilføje, at, naar saadanne Eksempler som det med den røde Hjerpe anføres af Zoologerne som et Bevis paa, at Fuglen er særlig skabt paa og for en eneste 0, saa vil han dermed ud- trykke, at han ikke ved, hvoraf det kommer, at den røde Hjerpe Darwin : Arternes Oprindelse. 32