Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

500 Arterne, da de fødtes, var mere plastiske end nu. Han lægger Vægt paa det, han kalder „Finalitetsprincippet“, en mystisk ubestemt Magt, fatalistisk for nogle, for andre en providentiel Vilje, hvis uophørlige Virken til alle Tilværelsens Epoker, for alle levende Væsener, bestemmer hver enkelts Form, Omfang og Varighed, alt efter dens Bestemmelse i den Tingenes Orden, til hvilken den hører. Det er denne Magt, som bringer hvert enkelt Led i Harmoni med det hele, idet den afpasser dem til den Forretning, som den har at overtage i Naturens almindelige Organisme, en Forretning, som for den er Grunden til, at den eksisterer *)“. I 1853 fremsatte en berømt Geolog, Grev Keyserling, („Bulle- tin de la Société géologique, 2. Ser., Tome X, p. 357) den Mening, at, ligesom nye Sygdomme, der mentes at være foraarsagede af en eller anden Miasma, er opstaaet og har udbredt sig over Verden, saaledes kan til visse Tider de eksisterende Arters Kim være ble- ven kemisk paavirket af omkring-flagrende Molekuler af en ejen- dommelig Natur og saaledes har frembragt nye Former. I det samme Aar 1853 offentliggjorde Dr. Schaaffhausen en fortrinlig Afhandling („Verband, des Naturhist. Vereins der Preuss. Rheinlands“ etc.), i hvilken han hævder de organiske Formers fremadskridende Udvikling. Han nævner, at mange Arter har holdt sig uforandrede i lange Tider, medens nogle faa er bleven modifi- cerede. Arternes Divergens forklares hos ham ved Mellemformer- nes Undergang. „Levende Planter og Dyr er derfor ikke adskilt fra de uddøde ved en ny Skabelse, men maa betragtes som nedstam- mende fra dem gennem en fortsat Forplantning.“ En bekendt fransk Botaniker, Hr. Lecoq, skriver 1854 („Etudes *) Efter nogle Citater i Bronns „Untersuchungen über die Entwicke- lungsgesetze“ synes det, som om den berømte Botaniker og Palæontolog Unger 1852 offentlig udtalte, at han troede, at Arter udvikles og modificeres. Dalton udtaler i Pander og Daltons Værk om fossile Dovendyr, 1821, at han tror noget lignende. Oken har som bekendt i sin mystiske „Naturfilosofi“ gjort sig til Talsmand for lignende Anskuelser. Efter Citater i Godrons Værk „Sur l’Espéce“ synes det, som om Bory St. Vincent, Burdach, Poiret og Fries indrømmer alle, at der stadig frembringes nye Arter. Jeg kan tilføje, at af de 34 Forfattere, der er nævnt i dette historiske Udkast, og som tror paa Arternes Modifikation eller i det mindste tvivler om særegne Skabelsesakter, har de 27 skrevet over specielle Emner i Naturhistorie eller Geologi.