Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

33 og han bevarede stedse den mest levende Interesse for ethvert af Menneskehedens Fremskridt. Han var yderst elskværdig og helt igennem liberal med Hensyn til Religionen, eller rettere sagt, han var Fritænker, dog uden at forkaste Troen paa en Gud. Hans Op- rigtighed var ganske mærkværdig. Han beviste dette ved straks at slutte sig til Afstamningsteorien, skønt han havde vundet Berøm- melse ved at bekæmpe Lamarck’s Anskuelser, og det tilmed da han var bleven gammel. Han mindede mig om, at jeg engang for mange Aar siden, da vi diskuterede den gamle geologiske Skoles Indven- dinger mod hans Teorier, havde sagt: „Hvor langt vilde man dog ikke naa, om enhver Videnskabsmand døde, naar han var tresinds- tyve Aar; efter den Tid kan man nemlig være sikker paa, at han modsætter sig enhver ny Teori.“ Lyell haabede dog, han nu maatte faa Lov at leve. Geologien skylder Lyell uhyre meget, ja efter min Mening ham mere end nogen anden. Da jeg skulde afsted med „Beagle“, raadede den skarpsindige Henslow, der dengang, tillige med alle andre, troe- de paa stadig tilbagevendende Jordrevolutioner, mig til at anskaffe og studere første Bind af „Principles“, som netop lige var udkom- men, men ikke paa nogen Maade antage de deri fremsatte Teo- rier. Nu til Dags vilde man omtale „Principles“ paa en helt anden Maade. Jeg mindes med Stolthed, at det første Sted, nemlig St. Jago i det Kap Verdiske Arkipelag, hvor jeg gav mig af med Geo- logi, overbeviste mig om, hvor uendelig højt Lyell’s Anskuelser stod over alle andre, som var fremført i de Værker, jeg kendte. Den mægtige Virkning, som Lyell’s Værker fremkaldte, kunde man tydelig se i de højst ulige Fremskridt, som Geologien gjorde i Frankrig og England. Naar Elie de Beaumont’s vilde Hypoteser f. Eks. om Hævningskratere og Hævningslinier (hvilke sidste jeg for øvrigt engang i Geological Society hørte Sedgwick hæve til Skyerne) nu fuldstændig er glemt, saa er Skylden for en meget stor Del Lyell’s. Jeg kom en hel Del sammen med Robert Brown, „facile Princeps Botanicorum", som Humboldt kaldte ham. Det, jeg særlig bed Mær- ke i ved ham, var hans Iagttagelsers uhyre Nøjagtighed og Grun- dighed. Hans Viden var overmaade stor, og meget døde med ham, da han var umaadelig bange for at offentliggøre noget galt. For mig udøste han paa den mest uforbøholdne Maade af sin store Visdoms-