Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

36 Ved en anden Lejlighed kom jeg hos Lord Stanhope sammen med et helt Selskab af Historikere og andre Literater, blandt disse var ogsaa Motley og Grote. Efter Lunch spadserede jeg omkring i Chevening Park sammen med Grote i næsten en Time og var meget interesseret i Samtalen med ham, ligsom jeg ogsaa følte mig tiltalt af hans jævne og fordringsløsc Væsen. For mange Aar siden var jeg af og til til Middag hos den gamle Jarl, Historikerens Fader; han var en mærkværdig Mand, men ef- ter den Smule, jeg kendte til ham, satte jeg stor Pris paa ham; han var ligefrem, aandrig og behagelig. Hans Ansigtstræk var meget skarpe, hans Ansigtsfarve meget brun, og alt hans Tøj, i hvert Fald det jeg saa, var brunt. Han syntes at tro paa alt, hvad andre ansaa for utroligt. En Dag sagde han til mig: „Hvorfor opgiver De ikke Deres geologiske og zoologiske Snurrepiberier og slaar Dem paa de hemmelige Videnskaber?“ Historikeren, daværende Lord Mahon, blev meget forarget over, at han talte saaledes til mig, men hans fortryllende Frue morede sig fortræffeligt derover. Den sidste, jeg vil omtale, er Carlyle, som ofte kom i min Bro- ders Hjem, og som ogsaa besøgte mig et Par Gange. Hans Kon- versation var meget pikant og interessant, ganske som hans Skrifter, men gjorde undertiden altfor meget ud af et enkelt Emne. Jeg husker en morsom Middagsscene hos min Broder, hvor blandt andre Bab- bage og Lyell, der begge holdt af at tale, var tilstede. Carlyle bragte imidlertid alle til Tavshed ved under hele Middagen at causere om Fordele ved Tavshed. Bagefter takkede Babbage ham paa sin mest bidende Maade for hans overmaade interessante Forelæsning om Tavshed. Carlyle stak til alle, hvem han kendte; engang hjemme hos mig kaldte han Grote’s Historie „en stinkende Mudderpøl uden Spor af Aand“. Jeg troede altid, indtil hans „Erindringer“ udkom, at hans Stikpiller væsentlig kun var for Spøg, men nu anser jeg det for tvivlsomt. Han saa nærmest ud til at være et nedtrykt, ja næsten fortviv- let, men dog elskværdigt Menneske, og dog er det bekendt, hvor hjærteligt han kunde le. Jeg tror, at hans Elskværdighed var naturlig nok, selv om den ogsaa var stærkt isprængt med Skin- syge. Hans overordentlige Evne til at skildre Begivenheder og Men- nesker er hævet over enhver Tvivl, ja det forekommer mig, at han