Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

men han er ikke i Stand til at drage Slutninger!“ Jeg tror ikke, det er sandt; thi „Arternes Oprindelse“ er en lang Række Slutninger fra Ende til anden, og den har da overbevist ikke saa faa dygtige Mennesker. Den kunde man vist ikke have skrevet, naar man mang- lede Evnen til at ræsonnere. Jeg besidder en vis Opfattelsesevne og en almindelig Dømmekraft, som man kan finde den hos enhver nogenlunde duelig Jurist eller Læge, men mere tror jeg heller ikke,, det er. Paa Regnskabets Indtægtsside maa det opføres, at jeg er bedre end de fleste til at opdage Smaating og til at bevare dem omhygge- ligt. Til at samle Kendsgerninger og gøre Iagttagelser har min Flid næsten været saa stor, som den kunde; og, hvad der er langt vig- tigere, min Kærlighed til Naturvidenskaben har været stadig og stærk. Denne rene Kærlighed er imidlertid blcven ivrigt understøttet af min Ærgerrighed efter at blive agtet blandt mine Kaldsfæller. Fra min tidligste Ungdom har jeg næret den største Lyst til at for- staa og forklare, hvad jeg saa, det vil sige, gruppere alle Kendsger- ningerne under almene Love. Disse Omstændigheder har tilsammen givet mig Taalmodighed til at spekulere og gruble over et hvilket som helst dunkelt Spørgsmaal, selv om det saa tog mange Aar. Saa vidt jeg kan se, er jeg ikke i Stand til blindt at lade mig lede af andre Mennesker. Jeg har altid stræbt efter at holde min Tanke saa fri, at jeg kunde opgive enhver Hypotese, hvor meget jeg end holdt af den (men jeg kan ikke lade være med at danne en om ethvert Emne), saa snart Kendsgerningerne stred imod den. I Virke- ligheden havde jeg heller ikke noget andet Valg; thi naar jeg und- tager den om Koralrevene, kan jeg ikke mindes en eneste Hypotese, som jeg ikke enten har opgivet eller forandret betydeligt. Dette har naturligvis bragt mig til at nære stor Mistro til den deduktive Me- tode i de anvendte Videnskaber. Paa den anden Side er jeg ikke meget skeptisk, noget som jeg tror, er skadeligt for Videnskabens Fremgang. En hel Del Skepsis hos en Videnskabsmand er gavnlig, da et unødigt Spild af Tid derved undgaas; men jeg har truffet ikke saa faa Mennesker, som sikkert af den Grund er bleven afholdt fra Forsøg eller Iagttagelser, som direkte eller indirekte vilde have været nyttige. Som Illustration vil jeg berette det mærkeligste Tilfælde, jeg.