Jydepotteindustrien

19 udbredt sig over større Dele af Jylland, som clet menes ved Potte- pigers Giftermaal, saa at den omkring 1840 og noget senere fandtes i 36 Sogne (516 Familier; 1,032,000 Potter aarlig), men da tillige stærkt aftagende i de oprindelige Sogne, og i mange af de nye kun med enkelte eller faa Familier. Den dreves mange Steder som et indbringende Bierhverv; Agerdyrkningen var bleven mere lønnende. Endelig er den nu, 1879, svunden ind til 24 Sogne (80 Familier: 160000 Potter aarlig) og drives mest af Smaafolk. De ■ egentlige Agerdyrkere lægge saa stærk Vind paa Agerbruget, at de ikke alene undlade at beskjæftige sig med Pottebrænding, men endog paa sine Steder hindre denne ved at opdyrke Heden, saa der ikke bliver Lyngtørv til at brænde Potter med. Hvad der imidlertid mest har indskrænket Pottebræn- dingen er Aftagen af Efterspørgsel paa denne Vare, hvori maaske de i den nyere Tid fremkomne emaillerede Jernkogekar har størst Skyld, ikke fordi de ere bedre at koge i, men fordi de ere saa varige ligeoverfor de meget skjøre Jydepotter. Hvor langt tilbage i Tiden Sort-Pottefabrikationen har været dreven lader sig ikke bestemme. Laurids Smith viser 1787, at den dengang var fast ordnet og i livlig Gang, hvoraf sluttes at den. har funden Sted længere tilbage i Tiden. Dette bekræftes 1768 ved Pontoppidan, Den danske Atlas, hvor clet hedder: „Men af endnu større Betydning (end Uldbincling. Hatte- og Træsko- mageri) er det Jydske Leerkar-Arbeid, som gemeenlig kaldes Jydepotter, eller sorte Gryder, Potter, Pander, Skaaler, med videre, hvoraf udføres ei alene i stor Qvantitet til Kjøbenhavn. og Provincerne, men endnu en større Mængde til Tydsklancl, Holland og Østersøen, da Jydepotter overalt, endog i Lifland, holdes for det bedste Slags Kar at koge Mad udi.“ Og Dalgas meddeler i sin Beskrivelse af Ribe Amt, at en Raadmand i Fredericia i 1710 skal have bortfæstet en Gaard i Tistrup Sogn mod 1I2 Læs sorte Potter i aarligt Landgilde. 2*