Louis Pasteur

45 Døden, og han dikterede sin Hustru en sidste kort Med- delelse om de Undersøgelser, der laa ham paa Hjerte, til Akademiet. Han rettede sig vel noget, men endnu i to Maaneder var han lam, kun hans Aandsevner vare usvækkede; inden han endnu var istand til at bevæge sig i sit Værelse, fattede han i Januar 1869, paa Grund af den Modstand, hans »Procédé de grainage« til Be- kæmpelse af Silkeormesygdommen mødte, den Beslutning atter at rejse til Alais: han var ikke til at holde tilbage, og med sin Hustrus og sine Elevers Hjælp indrettede han sig paany i et lille Hus i Omegnen af Alais; han konstaterede her endnu engang sin Methodes Paalidelighed; ved Kejserens Hjælp fik han ogsaa yderligere Lejlighed til at prøve den i Østerrig nær Triest paa Villa Vicentina, som tilhørte Kejserprinsen; her var Silkeavlen mis- lykket 10 Aar i Træk. Pasteur maatte rejse dertil dels liggende i en Vaggon, dels baaren i en Lænestol. Hans Methode lykkedes ogsaa her fuldkomment, og det første Salg af Pupper indbragte 26,000 Francs. I Juli 1870 blev han udnævnt til Senator, men denne Titel, som Pasteur iøvrigt selv ikke synes at have lagt Vægt paa, blev aldrig offentliggjort; han vendte tilbage til Paris Dagen før Krigen mod Tydskland blev erklæret. I to Aar var han svag og lidende, ikke mindst af Sorgen over sit Fædrelands Ulykker; thi han var en varm Fædrelands- ven; han forvandt aldrig helt Følgerne, men Rester af Lamhed holdt sig til hans Død, og dog skulde han i den tilbageblivende Del af sit Liv udføre sit Livs største og vanskeligste Arbejde. Ville vi danne os en Forestilling om Pasteur som Menneske, faa vi den bedst ved at se, hvorledes han for- holdt sig under den Modgang og Modstand, han mødte i sit Liv. Det kunde ikke være Andet end at hele det nye og banebrydende i Pasteurs videnskabelige Arbejder og deres Resultater maatte vække megen og bitter Mod- stand, selv i hans Fædreland. Han maatte gaa sine egne Veje, og kunde ikke altid lade sig lede eller