De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

18 AARHUS I MIDDELALDEREN Det var i 1180. For godt en Snes Aar siden havde Venderne afsluttet deres Plyndringstog med en sidste Hærgning af Byen. Det er vel næppe at tvivle om, at den har været grundig, og netop paa denne Tid hedder det om Aarhus Bispedøm- me, at »det er saare fattigt og ringe«. Naar man saae, hvilken Fordel Odense havde af Knud Konge og Ringsted af Knud Hertug, maatte ledende Mænd i Aarhus let kunne komme til at spørge sig selv, hvorfor denne By, det fattige og ringe Aarhus, ikke ogsaa skulde have en Helgen, der kunde kaste Glans over Byen os’ drage baade Folk og Penge til Stedet. Aarhus var paa den Tid saa heldig at have en Række ledende Mænd, der havde AARHUS, SET FRA SØEN FØR KYSTVEJENS ANLÆG. TIL VENSTRE ST. OLUFS KIRKEGAARD baade Magt og Villie til at hjælpe Byen, nemlig Biskop Svend, Absalons ivrige Kampfælle og sikkert gode Ven paa Vendertogene, samt hans Efterfølgere, Peder og Skjalm Vagnsen, der var Brødre og den mægtige Absalons nære Slægtninge. Biskop Svend ønskede at faa den afdøde Kongesøn begravet i St. Nikolai Dom- kiikc, dei sikkeit efter Vendernes Plyndring var yderst medtaget og nok kunde trænge til den Indtægt, den kunde faa. Men den hellige Mand havde ønsket at hvile i St. Clemens lille Trækapel ude paa Havbakken. Sligt fromt Ønske mente Bispen ikke at burde tage Hensyn til, har man sagt tidligere, — det var jo kun et Vidnesbyrd om den Afdødes store Beskedenhed. Det lyder jo meget smukt, men Forholdet er snai est det, at den hellige Mands Ønske har været dikteret af den praktiske Grund, at St. Nikolaj Kirke netop paa den Tid endnu var ødelagt efter Hærgningen 1157.