De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

34 AARHUS I MIDDELALDEREN Gudstjeneste falde**) udi vor Domkirke, der desværre ej kan holdes, naar de, der hende***) opholde skulde, er bortdrevne og kunne ej faa den Forvaring f), at de maa være deres Liv og Gods felige, ff).« Dette Brev er skrevet Søndagen efter St. Lucie Dag (13. Decb.) men bærer intet Aarstal. Det angiver sig imidlertid straks som Svar paa et Brev, der er sendt Bispen under Lille Eriks og Thyries Haand og Segl. De to nævnte Mænd var 1416 Borg- mestre i Aarhus, og det er værd at lægge Mærke til, at Urolighederne, der jo maa have været ret alvorlige, eftersom hele Kieresiet tog Flugten, netop har fundet Sted i det Aar, da Kongen, Erik af Pommern, endelig satte den Roskilde Bisp Stolen for Døren og opfyldte Københavnernes længe, inderligt nærede Ønske at lægge Køben- havn — der tidligere havde hørt Roskilde Bispen til — ind under Kronen. Man kunde fristes til at se en Forbindelse mellem de to Begivenheder, — et første Ud- slag af den Stemning, der her i Danmark som alle Vegne gjorde Bybefolkningerne til Kongedømmets faste Støtter. Aarhus Borgere kunde maaske netop paa den Tid haabe paa Kongens Hjælp i deres Strid mod Gejstligheden; ti Kongen havde Brug for dem under sin Kamp mod de holstenske Grever for at bevare Sønder Jylland for Kronen. Hele Aaret 1415 og følgende Aar laa der saaledes væbnede Mænd fra Aarhus paa Borgen i Flensborg (senere kaldet Duborg) for at lade sig bruge mod Holstenerne og bygge paa Borgen. Det var en stor Udgift, som Byen herved paatog sig, ti det gjaldt ikke blot den første Udrustning men ogsaa den daglige Kost. I 1415 var det 30 Mand, i 1420 derimod kun 10. Der liar da vistnok været viist Dronning Filippa, Erik af Pommerns heltemodige Hustru, saa megen Venlighed og Artighed, som det »fattige Borgerskab«, — som det altid hedder — kunde overkomme, da hun i Følge med Rigets Kansler og andre gode Mænd i 1423 kom til Aarhus og mødtes med den nævnte Biskop Bo’s Arvin- ger i Anledning af Arvespørgsmaalet efter hans Død, i Sortebrødreklostrets Sal. Det var imidlertid ikke blot Biskoppen og den høje Gejstlighed, som Borgerne laa i Krig med. I 1438 havde de ogsaa en Strid med Sortebrødreklostret. En Bor- ger i Byen ved Navn Hans Guldsmed var kommen i Klostrets Vold paa en eller anden Maade, som vi ikke kender, — kun saa meget veed vi, at hans Venner og Brødre ude i Byen var misfornøjede med, at han var der, og »finge hannem« dvs. tog ham ud igen. Udtrykket er saa ægte jysk, — stilfærdigt og jævnt, men der ligger sikkert adskilligt bag de jævne Ord. Det at tage noget eller nogen ud af et Kloster maa jo dog antages at forudsætte eller medføre, at man bryder Klosterfreden. Men naar man ser, at det ikke blot var Almuen, altsaa den menige Mand i Byen, men baade Foged, Borgmestre og Raad, der var med til »at finge Hans Guldsmed« af Klostret, saa faar man en Anelse om, at han ikke var kommen derind med rig- tig lovlige Midler, og i det Dokument, der er bevaret om Sagen, siger da også Pri- oren i Aarhus Kloster af Prædikebroderordenen, Broder Oluf, og det hele Konvent, **) Sammenlign det endnu brugelige Udtryk: Messefald for Gudstjenestens Aflysning. ***) d. v. s. Gudtjenesten. f) den Forvaring, d, v. s. den Sikkerhed eller Lejde. ff) maa beholde Liv og Gods.