De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

50 AARHUS FØR 1660 og sociale Problemer var fuldstændig ukendte Spørgsmaal. En Mand, som opdrager sine Børn i Tugt og Herrens Formaning, og som vadsker sine Hænder med den gode Samvittigheds Ro, naar han mener at have gjort, hvad der paahvilede ham. »Maa derfor takke sin egen Ulydighed, om han det fortryder, naar han bliver gam- mel«, skriver han om sin 17-aarige Søn, der ikke synes at have egnet sig for Bogen, og som efter at have gaaet i Latinskolen i ti Aar, blev sat i den danske Skole. Men det mest graverende var dog det, at der i Latinskolen i fjerde Lektie efter saa mange Aars Skolegang, ikke var liere end fem mellem ham og Fuksen. Christjærn I.’s før omtalte Brev af 30. September 1475 er Grundlaget for Nærings- livets Ordning i Aarhus. Købmændene er fra den ældste Tid de raadende i Byen, og alt og alle tjener Handelsmændene, hvis Virksomhed grundlægger og opholder Byen. Først efterhaanden arbejder Haandværkerne sig ud af det rent tjenende For- hold til Handelsmændene, i hvis Gaarde de oprindelig havde gjort deres Arbejde som Tyende, og omkring Aar 1400 fremtræder for første Gang den selvstændige Haandværker. De Haandværkere, hvis Virksomhed er af størst Betydning for Sam- fundet, bliver atter de ledende inden for samtlige Haandværkeres Kreds, og i Aarhus som andetsteds har uden Tvivl Smedene og Skomagerne været de mest ansete. Haandværkerne sluttede sig som alle andre i hine Tider sammen i et Gilde, og fra dette gamle, middelalderlige Gilde stammer de fleste af de senere Haandværkerlav. Lavene bliver saaledes en Fortsættelse af Gilderne. Man genfinder i dem den stærke Broderskabsfølelse; Forpligtelsen til at stæde en afdød Lavsbroder til Jorden og de mange Forskrifter for ærbar Opførsel og god Tone gaar fra Gildeskraaerne igen i Lavskraaerne. Til Dels paa Grund af de gamle Ceremonier i Gilderne udvikler der sig en Mængde særlige Haandværkerceremonier, og ved Siden af at være, i Lighed med Gilderne, en Slags selskabelige Foreninger, er Lavene lige fra deres første Frem- træden en Sammenslutning til Værn for og til Ordning og Udvikling af særlige Haandværkerinteresser. Gennem Lavene styredes, fra Middelalderen og lige til Ene- vældens Indførelse i 1660 forandrede alle disse Forhold, Næringslivet i Byerne. Lavene fik saaledes en administrativ, ordnende Myndighed, der i Virkeligheden hvilede paa Gildernes gamle Jurisdiktionsret inden for Gildebrødrenes Kreds. Men denne Myndighed kom kun til at gælde paa det rent fagmæssiges Omraade. Lavenes vigtigste Forret var den, at hver enkelt af dem fik Eneret paa at ud- føre sit særlige Haandværk. Ligesom Handelsmændene skulde holde sig til Handel og Købmandskab og nære sig af det, saaledes skulde Haandværkerne holde sig hver til sit Haandværk og nære sig af det. Lavene skulde være Øvrigheden en Borgen for, at det Arbejde, de gjorde, blev godt udført, og at der altid var tilstrækkeligt af det til Byens Borgeres Behov. Der- for havde de Ret til at fordre aflagt visse Prøver paa, at Mænd, der vilde være Mestre i Lavet, ogsaa var i Stand til at gøre deres Arbejde ordentligt og solidt. Ingen, som ikke havde lært Haandværket et vist Antal Aar, fik Lov til at aflægge disse Prøver, og ingen »Uærlig,« det vil sige ingen, der var født uden for Ægteskab eller var Barn af uærlige Forældre, — Rakkere, Bøddelen o. s. v. — kunde komme ind i et Haandværk. Fra gammel Tid var Indtrædelsen i Lavet forbundet med et festligt Gilde, og ved at forøge Fordringerne ved denne »Igangskost« havde Lavene det i deres Magt at hindre Tilgang og holde Lavsmestrenes Antal saa langt nede,