De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HAANDVÆRK 51 at der altid blev Arbejde nok for den enkelte. Tilmed kunde Lavet bestemme, hvor mange Svende eller Drenge hver Mester maatte have. Lavenes Rettigheder blev lidt efter lidt til en Byrde for hele Samfundet. Fri- heden for Konkurrence bidrog til, at Arbejdet efterhaanden blev dyrt og slet, og Vanskeligheden ved at komme ind i Lavet skabte en Mængde ledige unge Menne- sker, der ikke kunde komme til et »ærligt Brød.« Kongerne maatte ofte tage sig af Byernes almindelige Borgerskab, der klagede over Lavenes høje Priser og daarlige Arbejde. Det var især Skomagerne og Bagerne, efterhaanden de mest uundværlige Haandværkere i Byen, der paa en ublu Maade søgte at gøre sig Fortjeneste. For i Tide at forekomme »Skomagernes store Ubil- lighed og saadan stor Uskikkelighed« fratager Christian IV., der var Lavene stærkt paa Nakken, 1609 Skomagerlavet dets dyreste Privilegium, og giver indenlandske som udenlandske Skomagere Ret til at udbyde deres Arbejde paa Torvet i Aarhus hver Onsdag og hver Lørdag. Og fire Aar senere, i 1613, gaar Kongen et betydeligt Skridt videre og ophæver for en Tid alle Lav. Da det atter — omkring 1621 — tillades at genoprette Lavene, forsynes de alle med nye Skraaer, ved hvilke de tidligere Mis- brug til Dels er hævede, og hvor det særlig ikke længere overlades Lavsmestrene alene at sætte Prisen paa deres Arbejde. I det XVI. Aarhundrede træffer vi lavsbundne Haandværkere i de fleste Fag. Særlig er Smeddehaandværket stærkt repræsenteret med sine forskellige Retninger: Grovsmede og Kleinsmede, Grydestøbere, Sværdfegere, Bøssemagere, Kandestøbere, Guldsmede og Sporemagere; dernæst Bagere, Skomagere, Saddelmagere, Feldbere- dere, Remmesnidere og Stenhuggere. Et Snedker- og et Vognmandslav nævnes i det følgende Aarhundrede, og et Slagterlav dannes først saa sent som 1719. Man kan ved at læse den interessante Række Aktstykker, som den gamle, for Byens Historie saa stærkt interesserede Dr. Hübertz har samlet, ikke undlade at faa det Indtryk, at den lille Bys Beboere — Aarhus talte ved Midten af det XVII. Aar- hundrede omtr. 4000 Sjæle — ved Siden af Arbejdet for det daglige Brød har haft nok at gøre med at passe paa hinanden. Haandværkerne var stadig ude for at passe paa Fuskere og Bønhaser, der sad rundt omkring i Skjul og gik dem i Næringen, eller paa fremmede Haandværkere, som kom til Byen og paatog sig Arbejde uden at have vundet Lavet. Lægerne eller rettere Kirurgerne passede paa de gamle Kær- linger, der signede og maalte Folk for Sygdom og lavede Salver og Plastre og maa- ske stundom var nok saa heldige som de privilegerede Udøvere af Kunsten. Og Præ- sterne passede paa hinanden, at den ene ikke urettelig gik i den andens Bede. — Og alle passede de paa med Ihærdighed, at hver enkelt holdt sig paa den Plads i Samfundet, hvor han hørte hjemme. Særlig at ingen ved højtidelige Lejligheder, som ved Gilder eller i Kirken indtog en uberettiget Plads. Det var især Kvinderne, der var ivrigst paa det sidste Punkt, og de stadige Stolestadekampe, der undertiden udkæmpedes med stort Gny under selve Gudstjenesten, blev i Regelen ført mellem Kvinder. Det var altid dem, der brugte Mundlæderet bedst. Derfor var »Kagen«, der stod midt paa Store Torv — et muret Fundament med en Pæl til at binde eller lænke Forbryderen ved, medens hun blev pisket eller stillet til Skue, — sikkert altid mest besøgt af Kvinder, og derfor hører man ikke saa sjældent Tale om Hekse, men kun yderst sjældne om Troldkarle. Christian IV’s Interesse for Købstadnæringen gav sig ogsaa Vidnesbyrd i Aarhus,