De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

AARHUS UNDER ENEVÆLDEN 57 og undertiden Kornvarer dertil, og igen hjemførte Hør, Hamp, Humle, Glaskister, Glas, Specerier »og andet der udi Landene voksende og fabrikerende Varer.« Den indbyrdes Sejlads mellem Smaalandene besørges af en 5—6 Fartøjer og Farten paa København af ikke Here end 2. Handelen paa København dreves saaledes væsenlig med københavnske Skibe. Den var langt den betydeligste, thi København, der som kgl. Residensstad paa alle Maader blev begunstiget, havde af Fredrik IV. faaet Eneret paa at føre »de fire Spe- cies.« Altsaa hverken Vin, Brændevin, Salt eller Tobak maatte hentes hjem fra Udlandet paa Købstædernes egne Skibe, det skulde alt hentes i København. Vel ophævede Christian VI. allerede 1730 dette Privilegium som »prejudiceerligt og for- nærmeligt for Hs. Majestæts Undersaatter og de andre Købstæder,« men ved den 1732 indførte Toldlov blev Privilegiet i Virkeligheden genindført gennem Toldlet- telser for alt, hvad der udførtes til Provinserne. København vedblev saaledes at være Stapelstad for hele Riget. Og Farten paa København, der ikke fordrede særlig store Skibe, kunde alle Søkøbstæder over- komme. Aarhus’s smaa Nabobyer, der hidtil havde forsynet sig i Aarhus, søgte nu selv til Hovedstaden, og Byens Opland indskrænkedes samtidig ved Lovbestemmelser. Følgen er »Byens mærkelige Aftagen.« Tidligere — inden Krigens Udbrud 1709 havde der i Aarhus været mange Kramboder, med stor Søgning, og Vinkældere, hvor der kunde holdes baade Karle og Drenge, »men nu er ikke uden 5, som holder aabne Boder, af hvilke de tvende er unge Mænd og en Enke uden Svend eller Dreng, saa heraf kan ses, hvad Aftrækken (d. v. s. Tilbagegangen) er.« Landpran- gere og Strandsiddere ødelægger Handelen for Byens Borgere, særlig fik de hol- stenske »Haarfolk«, der gik omkring og opkøbte — d. v. s. tiltuskede sig— Bønder- pigernes Flætninger, til at lave Parykker af, for Manufakturvarer og Smaaartikler, Skyld for at holde Bønderne tilbage fra Byen. Den gamle Bondehandel paa Købstaden havde i lange Tid kulmineret i St. Ols- Markedet. Af de oprindelige fjorten Markedsdage var der skaaret efterhaanden ikke saa faa af; i det XVI. Aarhundrede havde Markederne givet Anledning til store Uro- ligheder i Byerne, i enkelte — som f. Eks. i Stubbekøbing — til ligefrem Oprør. Endnu i det XVII. Aarhundredes Slutning var de en Kilde til Strid. Købmændene holdt paa dem, »fordi det jo ikke fejlede, at hvor Folk kom sammen for at sælge, dejo ogsaa købte en Del.« Men Haandværkerne saae i Markederne deres egen Øde- læggelse; paa dem kunde jo alle forsyne sig med fremmede Sager, som de ellers maatte købe i Byen. Og Regeringen stod nu lige saa tvivlraadig over Spørgsmaalet som før. St. Olsmarkedet blev nedlagt 1685, dog kun for at erstattes med to nye Mar- keder, et i Februar og et i Oktober. Det sidste fik efter en Forbryder, Rasmus Hesteskærer, kaldet »Hvide Ras,« der ti Aar i Forvejen i Hjortshøj havde dræbt sin Stiffader med en Kaarde, og som blev henrettet paa Markedsdagen, i Almindelighed Navnet »Hvide Ras’s Marked«. I 1707 blev St. Olsmarkedet dog oprettet igen, sær- lig efter Magistratens Erklæring, at Markeder er gavnlige og bør bibeholdes. De ledende Mænd i Byen betragtede det som en Ulykke for Handelsstanden, at Handelen ikke var sorteret, men enhver handlede efter Evne, med hvad han kunde. Oprettelsen af et »Købmands-Lavshus og et Skipper-Lavshus«, det vil sige af et Købmands-Lav og et Skipper-Lav med faste bestemte Vedtægter for deres Næ- ringsvirksomhed vilde bringe bedre Orden og større Fordel. »Saa længe ingen saa-