De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

58 AARHUS 1660—18^8 dan Vedtægt eller Forbindtlighed ligger i Vejen, kan en Kræmmer foruden hans aabne Bod handle med Korn- og 1 øminerlast, sælge 01 og desl. andre borgerlige Haandteringer bruge. En Købmand kan handle en gros og med grove Varer, Tøm- mer, Jærn, Pisk, Sild, Iran etc. ogsaa i smaat, i Punde- og Lodvis, handle med Alenvarer etc. og holde Værtshus etc. De, som have Kapital balancere eller tjene Penge derved, men forknytte den Fattigere, og derfor kan ingen Egalitet blive eller noget derved fuldføres ... saa længe de ikke det vorder befalet.« I Skippernes Lavsvedtægter skulde det forbydes Skippere og Matroser at handle med deres hjembragte Føring. Købmændene selv tør ikke udstede et saadant For- bud af Frygt for at miste deres Matroser, der vilde søge Hyre, hvor et saadant Forbud ikke fandtes. Det er muligvis for bl. a. at forsøge at afhjælpe disse Mangler, at Regeringen i 1736 opretter et Ökonomie- og Kommercekollegium, bestaaende af 3 Mænd af Byens Borgere. Af en Liste fra 1704 over næringsdrivende Borgere ses det, at Byen dengang talte 10 Haandværkerlav med 93 Mestre, nemlig 9 Grov-, Klein- og Nagelsmede, 16 Skomagere, 4 Garvere, 14 Skræddere, 18 Handskemagere, 9 Snedkere, 8 Murmestre, 4 Hattemagei e, 6 Bagere og 5 Guldsmede j udenfor Lavene: 2 Kobbersmede, 3 Bar- berere, 14 Hus- og Skibstømmermænd, 1 Sejllægger, 1 Blokkedrejer, 2 Rebslagere, 3 Glaimestie, 1 Bundtmager, 2 Saddelmagere, 2 Bøssemagere, 1 Sværdfeger, 3 Pa- rykmagere, 2 Bogbindere, 3 Kandestøbere, 2 Hjulmænd, 3^ Bødkere, 1 Blikkenslager, 1 Possementmager, 1 Stenhugger, 2 Pottemagere og 2 Malere. Købmændene har paa den Tid været omtrent 70 i Tal, hvoraf 7 å 8 drev Klæde- og Kiamhandel, den mest indbringende Handel — 15 å 16 handlede med grove Varer. Salt, Tømmer, Hamp, Humle, Tjære, Jærn, o. s. v. Der var omtrent 110 Skippere, der hørte hjemme i Byen, og naar hver af disse handlede med »sin Fø- ring,« vil det let forstaas, at de Handlende kunde mærke det. Forholdene i Haandværkernes Kres var ikke lysere. »Man veed næppe, hvordan de i Lavene kan nære sig. De Heste lever kummerligt,« paa Grund af deres Ufor- muenhed og paa Grund af de mange af danske Soldater, der nedsætter sig i Køb- stæderne og ernærer sig af deres Hænders Arbejde med Frihed for Byens Bestilling, lynge og Bekostning, og som derfor kan arbejde billigere end Lavsmestrene. Det er nok imidlertid ikke alene derfor, at Haandværkerne sidder daarligt i det. »Haandværkerlav« hedder del i 1728, »befindes her i Byen 10 i Tallet ...Det er slet bestilt med de fleste. Isn Del kan ikke, en Del vil ikke gøre Lavs Rettighed, saa de liggei næsten altid i Kiv og Klammer med hverandre, at en vil frem, en anden tilbage. Deres Forsamlinger løber ofte ud paa Skældsord og Slagsmaal, hvor- for de af Byfogeden tiltales og klappes paa Pungen, saa mange af dem, hvad de ej er Stoddere, bliver det. Naar en eller anden Dreng lier i Byen faar udlært sil Haandvæik og har staaet et Aar for Mestersvend, bliver han straks Mester i Lavet, lejer en Bod og tager en Kone. Hans Haandværk forstaar han ikke til Gavns, ej heller haver han Formue at sætte sig i Stand, saa det hele løber ud paa Armod og en Hoben Børn, hvoraf en Del betler og vænnes til Lediggang. Og naar de saaledes er forknyttede, lader de Modet falde, og skotter ej om at bjærge sig. Kan disse Haand- væikere ej komme paa anden Fod, end de nu er, synes mig det var bedre, de ingen Lav havde, ti det er ikkun til deres desto større Undergang og Fordærv.«