Englands Udvikling til industriel og kommerciel Verdensmagt og Irlands NedsynkeniI Fattigdom og Affolkning
To sideløbende Lærdomme til Belysning af Nationernes Udviklingshistorie og den nuværende Krigs Aarsager

 31 maskine i 1786 fortrængte Vand og Vind som Drivkraft overalt i England, og dette havde den store Fordel af de billige Kul: I Manchester kostede Kullene kun 9 Shillings pr. Ton, men i Rouen, det franske Fabrikationscentrum, var Prisen derimod 2 £ eller 40 Shillings pr. Ton. Med andre Ord: Konkurrencen mellem de to Lande var ganske ulige. At der i det stærkt beskyttede England var store Be- tænkeligheder ved at gaa til en Traktat, der syntes at skulle lette Frankrigs Udførsel til England, forstaas let; men selvfølgelig maa det forbavse, at Frankrig under de skildrede Omstændigheder var saa villigt til at tilstaa Eng- land Eden-Traktaten. Men Sagen var den, at i Frankrig var Econo mi st ernes — eller, som de senere kaldtes, Fysiokraternes — nationaløkonomiske Anskuelse kom- men til Roret. Denne Skoles Medlemmer var Salonskribenter, som i første Række kritiserede Datidens overdrevne Ind- griben fra Statens Side paa alle Omraader, men til Gjen- gjæld selv faldt i den modsatte Overdrivelse: den ube- grænsede Frihed. Skolens Førstemand var Lægen Ques- nay, som under Ludvig den 15de spillede en betydelig Rolle og havde Kongens Øre. Efter de af ham fremsatte Theorier er Kolonier og Afsætningsmarkeder af forholdsvis ringe Værdi for en Nation; thi Handel og Industri, hedder det, er ikke værdiskabende Erhverv, de forøger kun Raa- stoffernes Værdi med Arbejdsomkostningerne. Kun Jor- dens Udnyttelse skaber virkelig nye Værdier, og Landbru- get er derfor den eneste Kilde til Rigdom; kun Forøgelse af Jordens aarlige Udbytte kan da forhøje Nationalrigdom- men. Derfor bør al Skat lægges paa Jorden (»eneste Skat« paa Grundejendom). Handel og Industri bør ikke op- muntres, men kun passe sig selv uden Indblanding fra Statens Side. Hele denne Lære, som indeholder Grundlaget for senere Tiders Frihandel og Georgisme, havde vundet umaadelig Tilslutning i Frankrig; den ældre Mirabeau kaldte den »den tredje store Verdensopfindelse« — han regnede Skrivekimstens og Pengenes Opfindelse for de to første. Læren gav ogsaa gyldne Løfter til alle Sider: Frank- rigs jordbesiddende Adel, der i de sidste Aartier var ble- ven fattigere og fattigere, medens Fabrikanter og Kjøb- mænd af lav Herkomst havde tjent sig Formuer under