Konstige Lemmer
Afbildede og Beskrevne

Ki Gangen vil den forreste Deel af Foden vippes opad, hvilket skeer paa Grund af det kileformige Udsnit mellem Forfoden og Mellemfoden, hvorimod Forfoden atter drives nedad af Fjederen in, saasnart Invaliden atter lofter Foden. Jeg skal paa dette Sted tillade mig et Par Bemærkninger med Hensyn til Laarkapselens Udstopning og Beklædning. Denne bör helst aldeles undgaaes. Min Erfaring stemmer i denne Henseende fuldkomment med hvad der ogsaa i den nyeste Tid er antaget i England, Frankrig og Belgien, nemlig at det blotte glatte Træ er langt at foretrække for enhversomhelat Udstopning eller Vattering. Udstopningen gjennemtrænges snart af Sved og Smuds, slides, og taber snart sin Egalitet, bliver mor, og giver Anledning til Hudlöshed eller Exeoriationer. Derimod kan den glatte og nöiagtigt tidarbeidede Træskaal dagligt afgnide» og holdes reen, og som en slet Varmeleder afgiver den for Invaliden en behagelig, om Sommeren kolig, om Vinteren luun Be- klædning. Han bör derfor blot bære en tynd Overklædning af Skind over Amputations- stumpen , og umiddelbart derpaa have det glatte Træ. Dette gjælder, hvad enten han forsynes med et fuldstændigt konstigt Been, eller med en simpel Kapselstok, som Tab. IV. Fig. 2. — Dog maa jeg hertil bemærke, at udstoppede Metalkapseler til Laaramputerede ialmindelighed langtfra ikke kunne undværes. Amputationsstumpen hos Laaramputerede er i de allerfleste Tilfælde underkastet Forandringer i Rumfang, hvilke som oftest först indtræde, efterat Invaliden i længere Tid har benyttet sit forlorne Been. Herpaa vil man kunne see et ExempeJ Tab. I. Fig. 8 a. Efterat denne Invalid först havde brugt et Been med Messingkapsel, som jeg forfærdigede til ham i 1848, var Amputationsstumpen i Lobet af et A ar indsvundet til % af sit tidligere Omfang, og er den samme, som findes afbildet Tab. I. Fig. 9a. Han fik derefter et fuldstændigt konstigt Been med glat Træskaal, som det her beskrevne, og dette har han nu i halvandet Aar brugt med Lethed og uden Hudlöshed, uagtet hans Ilaand- tering, som Uhrmager paa Landet, medförer, at han ofte gaaer flere Mile om Dagen. Man kan som Folge heraf udtale soni Regel, at det forste Been til en Invalid ikke bör være forsynet med det omtalte glatte Træsæde, fordi dette efterhaanden ikke vil passe længere, men at man bör oppebie det Tidsrum, til Laarstumpeu har standset sin Atrophiering, og i Mellemtiden helst forsyne ham med et Kapselbeen, af det Slags, som er afbildet Tab. 111. Fig. 4, hvilket jeg netop har construeret med Hensyn hertil. Herom har ogsaa det Kongelige Danske Sundhedscollegium afgivet en anbefalende Erklæring, som er indfort i „Bibliothek for Læger“ 1850, Janiiarheltet, p. 94.