Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

7 INSEKTÆDENDE PLANTEK. 8 mellem Dionæa og Aldrovanda i Henseende til det her omhandlede Forhold, indskrænke vi os til at meddele omstaaeude Afbildninger af en Gren og et (forstørret) Blad af sidstnævnte Plante (Fig. 3 og 4). I lang Tid stod Dionæa som den eneste Insekt fan ger i Planteverdenen, og Ingen forsøgte at g’jøre den en saadan Rang stridig. Om den tillige var insekt- eller kjodædende, var et Spørgsmaal, om hvilket Meningerne indtil den nyeste Tid have været delte. Ingen anede, at vore egne Moser og- Kjærstrækninger vare Hjem- sted for on Slags Planter, som i næsten lige saa hoi en Grad som Dionæa fortjene Navn baade af Insektfangere og- Insektædere. Vel havde den tydske Botaniker Roth allerede i 1782 gjort en Antydning om deres Insektfångst, men det er dog først den berømte Darwin, en Mand, der i samme Grad som han er bleven hævet til Skyerne, og- saa er bleven forkjættret med den største Bit- terhed — det er først ham, der ved sit i 1875 udgivne Arbeido » On the insecti- vorous plants« har henledet Naturforskernes Opmærksomhed paa dem og der- ved givet Stødet til Fremkomsten af en overordenlig betydelig- Literatur angaaende dette høist interessante Emne. Sporgsmaalene om disse kjodædende Planters Bygningsforhold og- Liv kunne med Rette siges at staa paa den botaniske Dagsorden og at udg’jore ot Yndlings- thema, ikke blot for de videnskabelige Botanikeres, men ogsaa for Dilettanternes Undersøgelser og Experimenter. De Planter, til hvilke her sigtes, høre til Slægten Drosera og benævnes i daglig Tale Soldug-, Iglegræs o. s. v. Arter af denne Slægt ere spredte vidt omkring i de forskjelligste Egne af Jordkloden; fra Nordkap over hele Europa, fra det nordlige Asien til Kina og Ostindien, i Kaplandet, paa Madagaskar, i Ny Holland og i Amerika fra de nordligste Egne helt ned til Udlandet. Trods denne store Udbredelse over saa himmelvidt forskj ellige Klimater, forenes dog samtlige Arter ved en fælles Charakter, der gjør Fig. 5. Det nederste Parti af den almindelige Soldug, Drosera rotundifolia (i naturlig Størrelse), samt et enkelt Blad (forstorret). dem let kjendelige, idet nemlig Bladene — de være forøvrigt saa forskjellige som vel muligt, hvad enten de, saaledes som lios vore nordiske Arter, ere samlede ved Roden, eller de ere spredte langs Stængelen; hvad enten de ere runde, halvmaaneformige, spadeformige eller traad- formigt tynde — langs Randene og paa Over- siden ere besatte med en Mængde rødlige Haar, der nærmest see ud som ganske smaa Knappe- naale med Hovederne omgivne af en klar, giind- sende Slim (Fig. 5). Denne er saa seig- og klæ- brig, at man, ved blot at berøre en saadan Knap med Fingeren, kan trække Slimen ud i lange Traade. Randhaarene ere de længste, og paa selve Bladets Overflade aftage Haarene i Længde efterhaanden som de sidde nærmere ved Bladpladens Midte. I Virkeligheden kan det dog være tvivlsomt, om Benævnelsen »Haar« strængt taget er beret- tiget her. I Al- mindelighed ere nemlig de Haar, som findes paa forskjellige Planters Blade, kun at betragte som Overhuds- dannelser , der bestaa af en eller flere,snart korte, snart længere Celler. Men lios en Drosera er Bygningen af disse saakaldte Haar langtfra saa simpel, idet ikke alene Dele, som svare ganske til selve Bladets indre, bløde Væv, men ogsaa saadanne »Kar«, som udgjøre en væsenlig Bestanddel af Bladribberne, gjen- findes i disse haarlignende Dannelser (Fig. 6). Der er derfor ogsaa Forfattere, som mene, at Forskjellen mellem Drosera-Haarene og alminde- lige Bladhaar er lige saa stor som Forskj ellen mellem Fingre og de Haar, som sidde fæstede i Huden. Rigtigst vilde det maaskee være at be- tragte Haarene hos Drosera som en Slags eien- dommelige Bladflige, der af Darwin ere blevue kaldte »Tentakler«, den samme Benævnelse, med hvilken man ellers betegner Fangarmene eller Føleredskaberne hos adskillige lavere Dyr. Dette faar imidlertid være som det vil; i ethvert Tilfælde er det let at forstaa, at naar et lille Insekt kommer til at berøre et saadant Haar (for Kortheds Skyld ville vi fremdeles