Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

569 LIDT OM BLODET. 570 LIDT OM BLODET. AF OLOF HAMMARSTEN. Det er naturligt, at en saadan Vædske som Blodet, hvis Nødvendighed for Livet er saa let at iagttage, allerede fra de ældste Tider af blev g'jort til Gjenstand for en Mængde niere eller mindre æventyrlige Gisninger eller Antagelser og (lette baade af Læger og1 Lægfolk. Der har der- for ogsaa været Tider, hvori man ikke alene søgte Aarsagerne til saa godt som alle Sygdomme i en forandret og urigtig’ Blodbeskaffenhed, men ogsaa troede, at de forskjellige Temperamenter samt Legemets forskjellige Tilstande under dets Udvikling1 beroede paa Blodets Beskaffenhed. Der har saaledes været en Tid — siden Mulig- heden af Transfusion, d. v. s. Indsproitning af Blod fra et Individ i Blodkarrene af et andet, ved For- søg paa Dyr og i enkelte Tilfælde ogsaa paa Mennesker, var bleven bevist — da man haa- bede ved Indsproitning af Blod fra Ynglinge i Aarerne paa Oldinge at kunne gjengive disse Ungdommens Kraft og Sundhed, da man troede ved Indsproitning1 af Blod fra en Person at kunne ændre en andens Natur, eller tilsidst, da man begyndte at drage til Felts mod denne Trans- fusionsiver netop af den Grund, at man antog-, at Indsprøjtning af Kreaturhlod i et Menneske- legeme kun kunde skade dettes ædlere Dele samt g’jore Mennesket dyrisk og- fordummet. Saadanne æventyrlige Antagelser og saa- danne Overdrivelser i Bedømmelsen af Blodets Betydning have visselig efterhaanden maattet give Plads for en mere ædruelig Opfattelse. I ét Punkt have dog de under Tidernes Lob skiftende Anskuelser altid været enige; i ét Punkt har alle Tiders Erfaring givet samme Vidnesbyrd, og dette Vidnesbyrd har indeholdt, at Blodet er den egenlige Livssaft, den Vædske, som nærmest underholder og1 betinger Livet. Uden Blod er Livet ikke muligt, uden Blod kan ingen Omsæt- ning- af Bestanddele, ingen Nydannelse, Tilvæxt eller Erstatning af opbrugte Dele foregaa, og at offre sit Blod betyder jo ogsaa ofte det Samme som at offre sit Liv. Denne Blodets Nødvendighed hører til de Sager, som ere saa ligefremme og lette at be- vise, at der neppe kan findes delte Meninger herom. Men hvis man vilde spørge, hvorfor netop Blodet fremfor andre Vædsker kan under- holde Livets Ild, hvis vi vilde spørge, paa hvil- ken Maade og1 gjennem hvilke Bestanddele Blo- det loser sin betydningsfulde Opgave, vildo da ikke En eller Anden blive os Svaret skyldig? Vi ville da nu i grove Træk undersøge nogle af Blodets vigtigste Bestanddele for at søge Svaret paa det Spørgsmaal, hvorledes Blo- det kan være hvad det er blevet bestemt til at være, den egenlige Livssaft. Naar vi undersøge en Draabe Blod under Mikroskopet, saa finde vi hele Synsfeltet opta- get af lutter runde, bleggule Smaalegenier, som dels ligge frie, dels tæt sammen i Grupper, og som ofte sees liggende ved Siden af hverandre paa samme Maade som Mønterne i en Penge- rulle. Denne Iagttagelse lærer os strax, at Blo- det egenligt ikke er en Vædske i almindelig Forstand, saaledes som Vin, 01 eller Opløsnin- ger af Salt eller Sukker. Den viser derimod, at Blodet er en Vædske, i hvilken en utallig1 Mængde smaa, faste Smaadele ere opstemmede eller svømme; og man kan derfor sammenligne det med Mælk, der, som vi vide fra en tidligere Afhandling i vore »Skildringer af Naturviden- skaberne«, er en Vædske, der indeholder smaa Legemer i en saa fint fordelt Tilstand, at enhver nok saa lille Draabe Mælk indeholder mange af disse Fedt- eller Smørkugler. Disse Smaadele, som man ved Mikroskopets Hjælp kan opdage i Blodet, kaldes Blodlegemer, og Vædsken, hvori de svømme, benævnes Plasma eller Blodvæd- ske. Ved en nøjagtigere Undersøgelse med Mi- kroskopet seer man blandt de talrige, smaa, far-