Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

961 OM SPEKTROSKOPET OG SPEKTRALANALYSEN. 9G2 De oven for omtalte, af mørke Baand eller Striber gjennemtrukne Spektra kaldes »Absorp- tion s - S p e k t r a« og opstaa derved, at de Stoffer, som frembringe dem, fra det hvide Lys optage og beholde visse Farver af bestemt Brydbarhed. De sigte saa at sige disse Farver fra det hvide Lys eller absorbere dem. Det er utvivlsomt, at det af de Fraunhoferske Linier gjennemtrukne Solspektrum er et saadant Absorptions-Spektrum. Der maa altsaa være Noget i selve Solen, som fru det hvide Lys borttager en Mængde Lys- sorter af forskjellig1 Farve og Brydbarhed. Hvad detto »Noget« er, blev klart ved Kirchhoffs vig- tige Opdagelse, at af det fuldstændige, hvide Lys optager en gløde ude Luft- art netop de Slags Lys, som den selv u d s t r a a 1 e r. Dette ved forste Øjekast mærkelige — for ei at sige utrolige — Forhold lader sig imidn lertid let forklare af Lysets egen Natur. Lyset er for diet hvad Lyden er for öret. Lyden opstaar af Bølgebevægelse i Luften, som, naar Øret træffes deraf, fremkalder Lydfornemmelse. Tonens Styrke afhænger af Bølgernes Høide, men dens Hoide af Lydbølgernes Længde. Vort Øre er imidlertid ikke modtageligt for Lydbølger af en hvilken som helst Længde. Den laveste Tone vi kunne fornemme frembringes af Bølger af 70 Fods Længde, men den liøieste Tones Bolger ere kun nogle faa Linier lange. Alle Lydbølger, hvad enten de ere korte eller lange, bevæge sig med samme Hastighed, nemlig 1055 Fod i ét Sekund (ved 0°). Dersom dette ikke var Tilfældet, vilde man, ved f. Ex. at høre en Koncert i en vis Afstand, opfatte de forskjellige men samtidigt frembragte Toner til forskjellig Tid. Lyset er ligeledes en Bølgebevægelse, dog ikke i Luften, men i et endnu finere Stof, den saa kaldte Æt li er, som opfylder Rummet saa vel mellem Universets Kloder som mellem Lege- mernes aller mindste Smaapartikler. I dette yderst line Stof fremkaldes der Lys ved Bølge- bevægelse, men denne er saa at sige uendeligt hurtigere end Lydens, nemlig 41,000 Mile i ét Sekund. Lysets Styrke beror paa Ætherdelenes Udsving, men Farven paa Bolgernes Længde. De forskjellige Farver ere derfor i Forhold til Diet det Samme som Tonerne ere i Forhold til Oret. De stærkest brydende Lys hu ve de korteste Bølger og- svare til de liøieste Toner; det vio- lette Lys er Diskanten, det røde er Bassen. Lysbolgerne ere imidlertid ulige kortere end Lydbølgerne; saaledes fandt Ångström, at Bølge- længden for en vis Nuance af det rode Lys er n’Æwo for det violette Lys io,o 0 0,000 af 1 Millimeter. Det er en bekjendt Sag, at naar man har spændt en Stræng saaledes, at den, naar den anslaas, frembringer en vis Tone, og man da spiller i samme Værelse — at Strængen da sættes i en zittrende Bevægelse, naar man anslaar den Tone, som Strængen selv frembringer. Strængen optager i sig de Luftsvingninger, som den selv kan fremkalde, og giver dem tilbage i alle Retninger. Følgen deraf maa blive, at den Svingning, som Strængen optager fra Luften og atter afgiver i alle Retninger, maa give svagere Tone end den direkte fremskredne Luftsvingning, som kun bevæger sig frem i én Retning. Et lignende Forhold finder Sted, naar f. Ex. hvidt Lys moder glødende Natriumdamp. Denne vil da af det hvide Lys optage netop det samme gule Lys, som den selv frembringer, og sprede det i alle Retninger, hvorved det i hver enkelt Retning maa blive meget svagt, saa svagt, at det ved Siden af de andre stærkere Lys vi] synes mørkt, omtrent paa samme Maade som Flammen af et almindeligt Lys fordunkles ved Siden af det elektriske Lys. Ganske i Overensstemmelse med det anførte Exempel frembringe ogsaa de øvrige Grundstoffer, naar de forekomme i Damp- form, Absorptionsspektra, svarende til deres af lyse Linier bestaaende Spektra. Efter disse faa Bemærkninger angaaende Lysets Natur vil man maaskee kunne forstaa hvoraf det kommer, at faste og flydende, hvid- glødende Stoffer frembringe et Lys, som afgiver et fuldstændigt Spektrum, hvorimod glødende Luftarter kun frembringe visse, eiendommelige Sorter af Lys. Alle Legemer bestaa nemlig af uendeligt smaa Dele (Molekuler), ved hvis Be- vægelser der fremkaldes Lysbølger i Ætheren. I faste og (lydende Legemer ere Molekulerne adskilte fra hverandre ved overordenligt smaa Mellemrum, hvorfor de gjensidigt tiltrække hver- andre; de hindre hverandre i deres fri Bevægelse, og der opstaar derved alle mulige Slags Vibra- tioner. Ganske anderledes forholder det sig med Luftarterne, hvis Molekuler ere adskilte ved saa store Mellemrum, at de ikke kunne genere hver- andre i deres Bevægelse. Her svinge da Mole- kulerne (eller som det ved den hoie Temperatur rettere burde hedde: de frigjorte Atomer) paa visse, bestemte Maader — for hvert Grundstof paa sin eiendommelige Maade — og frembringe derved tilsvarende Ætherbølger eller Farver. Efter at vi nu have forsøgt at g'jore Rede for, hvorledes de glødende Luftarter kunne optage af det hvide Lys netop de Lyssorter, som de selv frembringe, vil det maaskee kunne förstaas, at de Fraunhoferske Linier i Solspektret ere opstaaede derved, at Sollyset, forend det for- 61