Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

965 OM SPEKTROSKOPET OG SPEKTRALANALYSEN. 966 nærmer sig en Lyskilde, som udsender en vis Slags Lys, en Ly s-Tone, saa ville Lysbølgerne fornemmes kortere, end naar man fjerner sig fra Lyskilden. I det først nævnte Tilfælde maa Lyset opfattes som mere brydbart og- ligge nærmere ved Spektrums violette Ende, i det andet Tilfælde derimod nærmere ved den røde Ende. Ved Opmaaling af Brintliniernes Forrykning har Huggins end ogsaa været i Stand til at beregne med hvor stor Hurtighed vi nænne os til eller fjerne os fra Fixstjernerne. Spektral- analysen har bekræftet den Formodning, som Astronomerne af andre Grunde have udtalt, nemlig at vort Solsystem flytter sig hen imod Stjerne- billedet »Herkules«. Den oven for omtalte Forrykning i Fixstjerne- lysets Brintlinie viser sig ogsaa undertiden i Sollysets Brintlinie. Man har ment deraf at kunne uddrage den Slutning, at Solatmosfæren befinder sig i en overordenlig voldsom Bevægelse, at den oprøres af forfærdelige Orkaner eller Hvirvelstorme med en Hastighed af indtil sex Mile i Sekundet, altsaa Storme, i Sammenligning med hvilke Jordens frygteligste Orkaner kun kunne betragtes som lette Sommerbriser. Allerede i Begyndelsen af forrige Aar- hundrede havde man ved totale Solformørkelser iagttaget, at Solskivens Rand ikke er jevn, men at der fra den udskød sig røde Ildtunger, hvis Længde naaede 12- å 13,000 Mile. Disse Ild- tunger ere de saa kaldte »Protuberantser», om hvis Beskaffenhed Spektroskopet skaffede os vigtige Oplysninger under den totale Solfor- mørkelse, som fandt Sted d. 18de August 1868. Den franske Fysiker Janssen, som observerede Formørkelsen under Indiens klare Himmel, fandt, at Protuberantserne gave lyse Spektrallinier, som tilhørte Brinten. Efter at han havde gjort denne vigtige Opdagelse, lykkedes det ham og — samtidigt — ganske uafhængigt af ham Englænderen Lockyer, ved at foretage nogle smaa Forandringer ved Spektroskopet, at iagttage Protuberantserne ikke alene under Solformør- kelsen, men til en hvilken som helst Tid. Protuberantserne ere uhyre Masser af stærkt fortyndet Brint, der lige som ved Explosion ud- slynges med Lynets Fart fra den glødende Brint- atmosfære, som omgiver hele Solen i et Lag, der har en Mægtighed af mindst 7 å 800 Mile. Nu og da hæver der sig i dette glødende Brint- hav vældige Masser af dampformige Metaller op fra Solatmosfærens dybeste Lag. Ved Solformørkelser seer man Solen om- given af et glorieagtigt Skjær, den saa kaldte »Corona«, som strækker sig (2 ä 2 Solradier udon for Randen af Solon. Denne Gloriekrands bestaar lig’ø som Protuberantserne af Brint, men i en ganske overordenlig Grad af Fortynding. I Coronas Spektrum sees, foruden de skinnende Brintlinier, tillige Sollysets Spektrum — om end kun svagt — med de Fraunhoferske Linier, hvoraf det fremgaar, at Coronas Lys for en Del maa være tilbagekastet Sollys; men hvorfra tilbagekastes da dette Lys ? Sandsynligvis fra Sværme af Meteorstene af den Slags, som fra Tid til anden falde ned paa vor Jord. Vi have altsaa seet, at Solen yderst er om- given af et Brintlag i stærkt fortyndet Tilstand (Corona), og inden for dette af et andet, tættere Brintlag, som i sit nederste Parti indeholder en Mængde Metaller i Dampform. Det er netop dette sidste Lag, den saa kaldte »Kromosfære«, der fremkalder de Fraunhoferske Linier. Den glindsende og lysende Soloverflade, som omgives umiddelbart af Kromosfæren, og hvorfra Sollyset udstraaler, kaldes Solens »Fotosfære«. Man formoder, at den bestaar af en Slags Taage af Metalpartikler, som ere fremkomne ved Afkøling af de i Dampform tilstedeværende Metaller, ganske paa samme Maade som Vanddraaberne i vor Atmosfæres Skyer. Naar disse Metaldraaber op- hedes til Hvidglødning, maa de, som flydende Legemer, udsende hvidt Lys. Ved Tyngdekraften drages de ind imod Solens Indre, som antages at bestaa af stærkt fortættede Luftarter af en overordenlig' høi Temperatur. Paa Grund af den der herskende umaadelig'e Hede antage de atter Dampform og erstattes af andre. Den skinnende Soloverflade vil saaledes være at be- tragte som en Slags Regn af hvidglødende Metaldraaber. I dette Lag foregaar der vold- somme Bevægelser, idet Hvirvelstorme drage større eller mindre Partier deraf samt af Kromo- sfæren ind til Solens Indre, hvorved der dannes mægtige Fordybninger. Som saadanne betragter man de saa kaldte Solpletter. De forunderlige taageagtige Himmellegemer, som gaa under Navn af »Nebuloser« eller »Taagepletter« , af hvilke nogle kunne sees med ubevæbnet øie, bleve tidligere, forinden Spektroskopet blev opfundet, betragtede som overordenligt fjerne Stjernehobe, omtrent som Mælkeveien. Spektroskopet har godtgjort, at denne Anskuelse vel i mange Tilfælde maa ansees for at -være rigtig, men tillige, at adskillige af disse Nebuloser kun bestaa af glødende Dampe. Den Første, der gjorde disse kosmiske Taagemasser til Gjenstand for spektroskopisk Undersøgelse, var Huggins (i August 1864), som rettede sine Iagttagelser paa en lille, men temmelig stærkt lysende Taageplet i Stjernebilledet 61*