Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1001 HAVETS FARVE. 1002 temmelig dunkle Omraade, supplerer paa en fyl- destgjørende Maade de Iagttagelser og Angivel- ser, som skyldes tidligere Reisende. Den mest paafaldende og videst udbredte Farvemodsætning er den, som hersker mellem de tropiske Haves kraftige blaa Farve og den for do nærmere ved Polerne liggende Have charakteristiske grønne Tone. Det synes at frem- gaa af de nyere Undersøgelser, og- navnlig af de Forsøg, som bleve foretagne ombord paa den tydske Fregat »Gazelle«, at Vandets Farve staar i nøie Sammenhæng med Mængden af det deri opløste Salt. Naar man sammenligner Vægt- fylden af blaat Vand og gront Vand, saa linder man, at det først nævnte altid er tungere end det andet, og ligeledes saltere, Alt dog kun under den Forudsætning, at begge Slags Vand have en og samme Varmegrad. Man kan med andre Ord betragte den mere eller mindre blaa Farve af Havvandet som en Maalestok for dets Saltholdighed og- Vægtfylde, saa at vi, naar vi see Vandets Farve gaa over fra mørkeblaat til blaagrønt og mørkegrønt, kunne slutte, at Vandet bliver mindre salt og mindre vægtfyldigt. Rig- tigheden af denne Slutning bekræftes af mang- foldige Søfarendes Vidnesbyrd; thi efterhaanden som Skibet fjerner sig fra de tropiske Haves tunge og- stærkt saltholdige Vand og kommer nærmere til Polaregnenes med det lettere og mindre saltholdige Havvand, forandres Havets dybe, blaa Farve til grønblaa og grøn. Dog- gives der talrige Undtagelser fra denne Regel Man kan træffe grønt Vand ogsaa under Tro- perne, og det hører ikke til Sjeldenhederne, at Havstrækning'er inden for de tempererede Zoner, ja endog inden for Polarcirkelen udmærke sig ved deres blaa Farve. Men det er saa langt fra, at disse Undtagelser staa i nogen væseulig Modstrid med den anførte Regel, at de eudog tjene til at støtte den. Medens det bekjendte engelske Skib »Chal- le nger« laa og krydsede mellem de kanariske øer og Kapoverderne, omtrent midt mellem begge Øgrupper og hen imod 600 geografiske Mile Nordvest for Floden Senegals Munding-, iagttog man fra Dækket, at Havvandets Farve forandredes fra blaa ti] grøn, hvilken sidste Farve det beholdt i de nærmest paafølgende Dage, saa at dette grønne Vand maa have havt en anseelig Udstrækning mellem de nævnte •Øgrupper. Et lignende Farveskifte, ledsaget af cn forandret Vægtfylde af Vandet, omtales lige- ledes af Officererne ombord paa »Gazelle«, under Reisen fra Ascension til Kongeflodens Munding; i en Afstand af noget over 300 Mile fra den afrikanske Kyst bemærkede de nemlig, at Vandets Farve forandredes fra mørkeblaa til blaagrøn. To Dage senere blev det atter blaat, men paa den tredie Dag antog Vandet paany en mørkegraa Farve, hvorfra det efterhaanden gik over til at blive smudsiggrønt, indtil de i en Afstand af lidt over 150 Mile fra Kongos Munding’ kom ind i de brune Vandmasser, som den mægtige Flod fører ud i Havet. Alle disse Farveforandringer ledsagedes af en tilsvarende Af- vexling- af Vægtfylden, idet denne tiltog, naar Vandet blev niere blaat, og aftog, naar Farven gik over til at blive grøn og tilsidst brun. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at de vidtstrakte Flader af grønt Vand, som saaledes bemærkes uden for Senegals og Kongos Mundinger, hid- røre fra de umaadelige Masser af forsk Vand, som uophørligt tilføres Havet af disse mægtige afrikanske Floder. Det ferske Flodvand flyder, som Følge af sin mindre Vægtfylde oven paa Havets tungere Saltvand, og man kan med Sikker- hed paastaa, hvad ogsaa Erfaringen viser, at det beholder sit Leie som Overfladevand meget længe og i en Udstrækning- af flere Hundrede Mile fra Flodernes Udløb. Som et overtydende Bevis paa Farveforskjellen mellem Flodvandet og Havvandet og paa, at det første breder sig ud oven paa det sidste, kan anføres en Iagttagelse, som blev gjort ombord paa »Gazelle« ved Skibets Ankomst til og Afseiling fra Kongos Munding. Man be- mærkede nemlig, at Skibets Skrue drev det under Overfladen værende Havvand op ad, saa at Kjøl- vandet dannede en mørkegrøn Fure, medens Vandet paa begge Sider af Skibet vedblev at være brunt. Lignende Forhold vise sig utvivl- somt ogsaa ved andre store Flodmundinger, men Fænomenet er endnu ikke blevet undersøgt med tilstrækkelig Opmærksomhed og i beliorig Ud- strækning-. Af de Forsøg, som man har anstillet for at komme paa det Rene med Havvandets Gjennemsigtighed, synes det ligeledes at fremgaa, at denne voxer med Saltholclighedcn, idet Gjen- stande, som man har sænket ned til en for- holdsvis betydelig Dybde, ere synlige for det blotte Bie i større Dybde i stærkt saltholdigt Vand end i saadant, hvis Saltmængde er mindre. Saaledes vil et Stykke blankt Tin, som nedsæn- kes i blaat, d. v. s. meget salt Vand, kunne sees i en Dybde af 15 Fod, medens det i grønt eller fersk Vand tabes af Syne, naar det er kommet ned til en Dybde af omtrent 8 Fod. Lige som man kan træffe grønt Vand i de tropiske Have, hvor dot danner en skarp Mod- sætning1 til Ækvatorialhavenes sædvanlige mørke- blaa Farve, saaledes kan man, som oven for be- mærket, træffe blaat Vand i Havstrækninger, som ligge under endog' meget høie Bredegrader, hvor