Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1003 HAVETS FARVE. 1004 Havets normale Farve er den blaagrønne eller rent grønne. Middelhavet afgiver et bekjendt Exempel i saa Henseende. Dette Hav, hvis største Dybde findes mellem Øerne Malta og Kreta, danner et dybt Bassin, som kun gjennem det forholdsvis smalle og kun lidet dybe Gibraltar- Stræde staar i Forbindelse med Atlanterhavet. Middelhavets Vandmasse er udsat for en sydlig Himmelegns brændende Solstraaler samtidigt med, at Tillobet af fersk Vand fra Floderne kun er ubetydeligt i Sammenligning’ med Havets Ud- strækning og Dybde. Følgen heraf er, at Van- det ved Fordampning- bliver mere saltholdigt og tungere end Vandet i det uden for liggende Verdenshav, og dette Forhold medfører, at Mid- delhavets Vande have en skjønnere Farve end Atlanterhavets under samme Bredegrader, hin dybe blaa Farve, som udbreder et saa charakteri- stisk Præg over disse Egnes Kystlandskaber. Golftstroininen frembyder et andet Exempel paa Forekomsten af mørkeblaat Vand uden for Tropeegnene. Denne vældige Strom, som be- gynder i Florida-Strædet, udgyder i det nordlige Atlanterhav ophedet og stærkt blaat Vand, som den har opsamlet paa sit Lob gjennem de tro- ldske Egne. Paa sin Vei mod Nord og Nordost støder Golfstrømmen sammen med en nordlig Strøm, den saa kaldte Labradorstrøm. Som Følge af dette Møde bliver den Del af Atlanter- havet, som ligger mellem Bermudas-øerne og New-Foundland, delt i brede, skarpt markerede Bælter, skiftevis af gront og' af blaat Vand, grønt paa de Steder, livor den Nord fra kom- mende Strom stiger op til Overfladen, blaat hvor det er Golfströmmen, der kommer tilsyne paa sin Vei over mod Europas Vestkyst. End ogsaa neden for Polarcirkelen, i Nærheden af Spitsbergen og langs Grønlands vestlige Kyst, have Sofarende ved Hjælp af den blaa Farve, som Havet hist og lier frembød i Modsætning til det grønne Polarvand, kunnet spore de Syd fra kommende Strømme, som have fort det blaa Vand op til Jordens nordligste Egne. Af det, som vi nu have meddelt, fremgaar det, at en opmærksom Iagttager af Havvandets Farve kan drage Slutninger, som ikke alene have Interesse og Værdi for Videnskabsmandene, men tillige kunne være af stor praktisk Betyd- ning for de Søfarende, som, ved at lægge Mærke til Vandets Farve, i mange Tilfælde ville kunne blive opmærksomme paa, at do nærme sig Land, at de befinde sig i Nærheden af en Flodmunding, at de ero komne ind i et andet Strømbælte o. L. Naar Skibet indhylles i Taage eller naar Himlen i længere Tid har været overtrukken, saa at der ikke har kunnet anstilles Observationer, vil Farven af Havet ofte kunne tjene Skibets Fører til Orientering, saa at han ved Hjælp af den kan afgjøre hvor lian er og maaskee derved frelse baade Skib og- Besætning- fra Undergang. Paa den anden Side giver Havvandets Farve paalidelige Vink til Forskeren, der vil følge Sporene af de store Havstrømme, som løbe fra Ækvatorialegnene til Polerne og tilbage mod Troperne. Det er dog ikke de afvexlende blua og grønne Farver, som have vakt den største Op- mærksomhed lios de uforfærdede Søfarende, som have styret deres Kurs mod ukjendte og fjerne Far- vande. Vi kunne forestille os deres Forbauselse, naar de pludseligt have opdaget, at de seilede i et Hav med rødt, gult, brunt eller blæksort Vand; ofte viste det sig dog ved nærmere Be- tragtning', at Farven hidrørte fra uhyre Masser af flydende Tangarter, som kunde være saaledes sammenflettede, at de dannede lange, farvede Baand, der strakte sig saa langt Diet kunde naa, eller som kunde være sammenhobede til saadanne Masser, at de toge sig- ud som flydende øer. Disse Havplanter udgjøre, som bekjendt, den vigtige Afdeling i Planteriget, der af Bota- nikerne benævnes Alger. Artsantallet inden for denne Gruppe løber alene for de i Havet levende Formers Vedkommende op til over 6000, og i Ferskvand er Gruppen ligeledes repræsenteret af mangfoldige Arter. Til Algerne høre de største af alle hidtil bekjendte Planter, men og- saa de mindste, som kun kunne sees ved Hjælp af Mikroskopet. De kæmpemæssigste Former træffes fornemmelig omkring Øerne i det Stille Ocean, navnlig ved Kerguelens Land, Mac-Do- nalds øerne, Prinds Edwards øerne, ved Tristan da Cunha og Falklands øerne. Den største af dem er Macrocystis pyrifera, som hyppigt sam- menpakker sig i store Flager, der paa Afstand tage sig ud som Enge. Man har ofte truffet Exemplarer af denne Art, som have havt en Længde af 300 Fod, ja enkelte Gange har man endog fundet dem indtil 700 Fod lunge. En anden, ligeledes meget stor, brun Art er bleven kaldt d'Urvillæa utilis. Naar denne føres ind mod Kysterne og- rulles af Bølgeskvulpet mod Strandbredden, danner den uhyre Touge, der ofte have en Længde af mange Hundrede Fod og ere saa tykke som et Menneske. Det er ikke usandsynligt, at mange af de Beretninger, der haves om »Søslangen«, ere foranledigede af saa- danne kæmpemæssige Tangtouge, som af Stormen atter ere førte bort fra Kysten og derefter svømme omkring i det aabne Hav. Adskillige Tangarter ere lige som med Rødder fastheftede til Klipper eller Stene paa Havets Bund, hvorfra