Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1005 HAVETS PARVE. 1006 de hæve sig1 op, baarne af Vandet. Saaledes er Forholdet f. Ex. hos den ogsaa ved vore Kyster almindeligt forekommende Laminaria (Sukkertang). Andre Alger flyde frit omkring- i Havet, saaledes den bekjendte Sargasso-Tang *) (Sargassum bac- ciferum), der har et høist eiendomnieligt Ud- seende og er udbredt over den mellemste Del af Atlanterhavet, som derefter er bleven kaldt »Sar- gasso-Havet« (af det spanske Ord »sargazo*: Tang). Denne Alge er af brungul Farve og danner stjerneformigt udbredte Buske, som enten flyde enkeltvis omkring i Havets Overflade eller samle sig i større og mindre Flager eller i Baand, der ofte have en meget betydelig Ud- strækning. Disse Tang-masser, der ere adskilte fra hverandre ved en Labyrinth af brede, mørke- blaa Striber, afgive et Billede af henrivende Skjønhed, naar Solen kaster sit straalende Lys derover. Det var disse flydende Marker, der paa Columbus’s første Reise over Atlanterhavet vakte saa stor Forfærdelse hos hans Ledsagere, som med hin Tids Tilbøjelighed til Overtro mente, at det var en trolddomsagtig Plante, der af onde Magter benyttedes til at forvandle Havet til et uigennemtrængeligt Vildnis for paa denne Maacle at hindre Skibets videre Fremtrængen. I saadanne Tilfælde, hvor altsaa Havets Farve foraarsagedes af Tangmasser, som fløde i eller tæt under Overfladen, var der selvfølgelig ingen Vanskelighed ved at udfinde Aarsagen til Fænomenet. Men fra det Oieblik af. da Seilad- sen paa Verdenshavene begyndte, traf man, navnlig i de arktiske Farvande, store Strækninger af Havet, hvor Farven afveg- fra den sædvanlige, uden at det var muligt med det blotte Øie at opdage mindste Spor af Alger eller andre Planter eller overhovedet af hvilke som helst Organismer, som kunde give Anledning til disse Farvefor- andringer. Saadanne Fremtoninger stode derfor længe som uløste Gaader og vare i Aarhundreder Gjenstand for de taabeligste Gisninger. Saaledes træffer man hos ældre Forfattere Forsøg paa at forklare det røde Havs Farve som Følge af et Gjenskin fra omliggende Høider eller af det røde Sand, som paa mange Steder bedækker Hav- bunden. Veteranen blandt de Søfarende, John Davis., fortæller i Beretningen om sin første Reise (i Juni 1585) til det Stræde, som nu bærer lians Navn, at Vandet der var ganske sort og- tykt som i en Mudderpøl. Kapt. Scoresby kom paa sine talrige Hvalfanger-Expeditioner i det nord- lige Ishav til det Resultat, at imellem den 74de og 80de nordlige Bredegrad indtoge de abnormt farvede Havstrækninger omtrent en Fjerdedel af det hele Areal. »Undertiden« — siger lian — »saae jeg det udbrede sig over en Strækning af 2 å 3 Bredegrader med en Længde af 25 å 30 Mile. Især var dette hyppigt paa Londons Meri- dian og paa høie nordlige Bredegrader. I Aaret 1817 fandt jeg Havvandet blaat og klart fra 12° østlig Længde mellem 74° eller 85° nord- lig Brede indtil 0,13° østlig1 Længde mellem samme Bredegrader. Det blev derefter grønt og mindre klart, idet den græsgronne Farve havde en Afskygning af Sort. Af og til fore- gaar Overgangen fra Blaat til Grønt lidt efter lidt paa en Strækning af 7—9 Mile, men under- tiden skeer den saa pludseligt, at. man tydeligt kan iagttage den Linie, som danner Grændsen mellem de to Farver. De to Slags Vand afvige lige saa skarpt fra hinanden som Vandet i en stor, inuddret Flod afviger fra Havvandet ved dens Munding.« En senere Reisende i disse nordlige Egne, Robert Brown, hvem vi skylde den forste tilfredsstillende Forklaring af Aarsagen til de omhandlede Farveforandringer, udtaler derom: »Jeg liar ofte været Vidne til, at Skibet i Løbet af nogle faa Timer eller endog i endnu kortere Tid, har seilet gjennem Pletter af vex- lende kulsort, grønt og himmelblaat Vand; til andre Tider har jeg seet, fornemmelig i de nordlige Dele af Davisstrædet og Baffinsbugten, at det i en Udstrækning af 40—80 Mile har pløiet sin Fure gjennem Vand, som næsten uden Afbrydelse har været ganske sort. Vandets Uigjennemsigtighed var paa nogle Steder saa betydelig, at Isblokke og andre Gjenstande tabtes af Syne i nogle faa Fods Afstand under Over- fladen.« Lignende Beretninger foreligge fra Koldeway, tordenskjold og Nares. Den ufor- færdede Nordpolsfarer og Nordostpassagens be- rømte Opdager, Professor Nordenskjold, udtaler sig paa følgende Maade om det nordlige Ishavs Farve: »Havvandet i Egnene omkring Spitsbergen udmærker sig ved tvende, indbyrdes adskilte Farver, Graagrønt og smukt Indigoblaat. I Farvandene omkring Grønland træffer man Havet *) Hvorvidt Sargasso-Tangen virkeligt kan betragtes som en frit svømmende Tang, der har sit egen- lige Hjem i det aabne Hav, er meget tvivlsomt. Den berømte Botaniker Ayardh, har allerede i 1840 udtalt,' at den voxer fastsiddende i Nærheden af Atlanterhavskysterne og derfra løsrives, og adskil- lige Iagttagelser fra den nyere Tid synes at tale stærkt for Rigtigheden af denne Anskuelse. En Del nærmere Oplysninger herom findes i Tidsskr. f. pop. Fremst. af Naturv. 28. Bd. S. 470—478. O. A.