Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1007 HAVETS FARVE. 1008 med en stærkt udpræget brunlig Farvetone, og særligt kraftig fremtræder denne, naar man fra Dækket seer gjennem et længere Rør lodret ned paa Havfladen. Det grønne, eller rettere graa- grønne, Vand træffes som oftest i Nærheden af Drivis (hvorfor man har antaget, at det skulde være charakteristisk for den arktiske Strøm), det blaa derimod, hvor Havet er isfrit, og det brune, saa vidt mine Erfaringer strække sig, hoved- sagelig i den uden for Fiskernæsset beliggende Del af Davis-Strædet. Tager man en Vandprøve op i et ufarvet GJas, synes Vandet at være al- deles klart og farveløst, og man er ikke i Stand til med det blotte øie at opdage Organismer deri, fra hvilke Havets Farve kan hidrøre. Men dersom man benytter en Leilighed, ved hvilken Skibets Fart tillader det (d. v. s. naar Farten ikke overstiger c. 3 Knob i Timen), til at slæbe et lintmasket Net c. L. efter Fartøiet, saa vil dette Net i Løbet af kort Tid paa den indven- dige Side være bedækket af en slimet Hinde, der har samme grønne eller brune Farve som Vandet paa det paagjældende Sted. Denne Slim er af organisk Natur, og det er aldeles umis- kjendeligt don, fra hvilken Havets Farve hid- rører. Netop i disse Egne erholder man i Slæbenettet Sværme af smaa Krustaceer, som nære sig af den omtalte Slim, og som selv tjene til Føde for større Havdyr. Det blaa Vand derimod afsætter, i det mindste i disse Farvande, ikke nogen saadan Slim paa Slæbe- nettet og er ligeledes langt fattigere paa Kru- staceer end det grønne. Som Brown angiver, er Tilstedeværelsen af denne tilsyneladende ube- tydelige, men over Hundrede Tusinder af Kvadrat- mile udbredte Slim, en nødvendig Betingelse for, at ikke alene de talløse Fuglesværme i hine nordlige Egne, men ogsaa Dyreverdenens Kæm- per, Bardehvalerne, kunne erholde tilstrækkelig Næring.« Enhver Hvalfanger veed, at dette Vand med en fra den sædvanlige afvigende Farve er Tilholdssted for Sværme af Smaadyr, som ud- gjøre Nordhvalens (Balæna mysticetus) fornemste Føde. Derfor opsøge Fangstmændene fortrinsvis det »sorte Vand«, vel vidende, at der er størst Sandsynlighed for, at det Bytte, der efterstræbes, vil træffes paa de Steder, hvor der er rigeligst Føde for det. Man antog i Begyndelsen, at de mange Smaadyr, fornemmelig Meduser, Krusta- ceer og Pteropoder, foraarsagede den afvigende Farve af Havet, men da man iagttog, at Vandet beholdt sin Farve, naar disse Dyr af en eller anden Grund forsvandt fra Vandets ovre Lag, var man nødt til at søge en anden Forklaring. Brown underkastede Vandprøver af forskjel- lige afvigende Farver en omhyggelig mikroskopisk Undersøgelse paa sin Reise til Spitsborgen og Farvandene der omkring samt til Davis-Strædet og Baffins-Bugten. Han fandt, at Vandet ikke alene var opfyldt af Sværme af de oven nævnte smaa Dyr, hvilket allerede tidligere var iagttaget af flere Naturforskere, men at det tillige inde- holdt en uendelig Mængde mikroskopiske Orga- nismer, henhørende til D i a t o m a c e e r n e s store Afdeling i Planteriget. Vi have i en anden Afhandling*) meddelt en Række Oplysninger an- gaaende Hovedtrækkene i disse Smaaplanters Naturhistorie, og vi kunne saaledes for flere Punkters Vedkommende henvise vore Læsere der til. De Diatomaceer, som træffes i Overfladen af Havet, udmærke sig i Almindelighed ved overordenlig tynde Kiselskaller, som ere forsynede med lange, enkelte eller gaffelformigt grenede Børster, der tjene til at holde dem oppe i Van- det og- bidrage til at hefte et større eller mindre Antal Individer sammen, saa at de danne lige som en los Filt. Saadanne Former træffes bamle i de kolde og i de varme Have. Under dc svenske Expeditioner til Grønland iagttog man paa adskillige Steder i den nordlige Del af det Atlantiske Ocean og i Davis-Strædet milelange Strækning-er med saadanne Diatomaceer. De til- hore kun faa Arter, og i Regelen forekommer hver Art for sig. Den svenske Bearbeider af nærværende Afhandling har ved mikroskopiske Undersøgelser af nogle Prøver, som Prof. Norden- skjold havde hjembragt fra de nævnte Expeditioner, fundet, at de fortrinsvis indeholdt tre Diatomacé- Arter, nemlig Thalassiosira Nordenskjöldii, Tha- lassiothriæ longissima og Rhizosolenia styliformis. Den sidste af disse Arter (Fig. 1. b), der er lang, cylindrisk og1 tilspidset i begge Ender, omtrent som en Fjerpen, forekommer almindeligt i hele den nordlige Del af Atlanterhavet, hvor den opfylder hele Bælter af Havet og kun lever sammen med nogle ganske faa andre Former, der tilmed optræde i et forholdsvis meget ringe Antal Individer, nogle smaa og ligeledes spar- somt forekommende Krebsdyr og et Infusionsdyr (Peridiniiim). Andre Bælter i det nordlige Atlanter- hav ere opfyldte af Arter, som hore til den besynderlige Slægt Chætoceros (Fig. 1. d og e), hvis smaa, tyndskallede og i en enkelt Række stillede Celler hver bære fire meget lange Ud- løbere, én i hvert Hjørne. Den almindeligste af :) »Planterigets Dværge«. S. 293.