Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1021 OM RUST PAA JERN OG NOGLE ANDRE METALLER. 1022 bevares i Bomuld i Æsker, ruste af samme Aar- sag ikke, saa længe Bomulden holder sig tør. Naar Jernsager bestryges med en Deig, der gjøres af Kridt eller Kalk og Vand, eller naar de ned- lægges i tør Kalk, beskyttes de mod Rust. Mange benytte sig ogsaa heraf for under Fra- værelse at kunne bevare finere Gjenstande af Staal og Jern, og finde ved Tilbagekomsten Alt lige saa blankt som før. Jerntraad, der an- vendes meget paa Laboratorierne, opbevares i vel tillukkede Flasker, der ere fyldte med en stærk Opløsning af kulsurt Natron (Soda) eller en Opløsning af kaustisk Natron, og disse Opløsninger hindre Jernet i at ruste, fordi der ikke findes Luft i Vand, som er mættet med disse Stoffer, og Stofferne selv ikke angribe me- tallisk Jern. Vi have allerede omtalt, at almindelig at- mosfærisk Luft altid indeholder Fugtighed eller Vanddamp, og at almindeligt Vand indeholder opløst Luft. Naar derfor et poleret Jernstykke lægges i en Flaske, der er fyldt med almindeligt Vand, saa vil det ruste, fordi der findes Luft opløst i Vandet; men naar Vandet er godt ud- kogt, saa forbliver Jernet uangrebet, indtil Van- det igjen optager Luft, thi Kogning af Vandet bortdriver Luft, som findes oplost deri. Vi bør lægge vel Mærke til, at der i Forsøget med det tilsmeltede Glasror blev foreskrevet, at Vandet skulde koges, for at al Luft kunde uddrives saa vel af Vandet som af Røret, og at Roret derefter skulde tilsmeltes ved Hjælp af Blæserøret for at forhindre Luften fra igjen at optages al Vandet. Den Bestanddel af Luften, der bidrager til Rustdannelsen og er uundgaaeligt nødvendig der- ved, er Ilt luf te n. Den atmosfæriske Luft er en Blanding- af Luftarter, og dens Sammensæt- ning- er næsten den samme over hele Jordens Overflade. Dette har sin Grund i don Egenskab lios Luftarter, der kaldes Diffusion. Det er ved Diffusion, at alle Luftarter, som komme i Berøring med hverandre, blandes; og denne Blan- ding følger en ganske bestemt Diffusionslov, som lyder saaledes, at to Luftarters Diffusionshastig- heder ere omvendt proportionale med Kvadrat- rodelerne af Luftarternes Vægtfylde eller Tæthed, hvormed menes, at en let Luftart hurtigere trænger ind i en tung Luftart, end omvendt. Et Exempel vil maaskee forklare dette tydeligere. Et Maal (Rumfang) Brint veier 1, et Maal Ilt 16 ved samme Varmegrad og Tryk, eller Iltens Vægtfylde eller Tæthed er 16 Gange Brintens. Naar nu disse tvende Luftarter indesluttes i hver sin Flaske med fuldstændigt lige store Halse, og naar Flasken med Brintluft stilles med Halsaabningen over Iltflaskens Aabning, vil man ved Undersøgelse finde, at Luftarterne blande sig med hinanden i begge Flasker i Lobet af kort Tid. Iltluften, som fandtes nederst og som er 16 Gange saa tung- som Brintluften, stiger tvært imod Tyngdeloven op i Brintluften, og den lettere Brintluft synker ned i Iltluften. Da nu Iltluften er 16 Gange tungere end Brintluften, Maal for Maal. saa blander Brinten sig 4 Gange saa hastigt i Ilten, som Ilten i Brinten, idet Kvadratroden af 16 jo er 4. Luftens Sammensætning er omtrent følgende: lire Maal Kvælstof, et Maal Ilt, fire Dele Kul- syreluft paa Titusinde Dele Luft, afvexlende Mængder Vanddamp (nogen findes altid til Stede), meget smaa Mængder Ammoniak, fint fordelt Støv o. L. Man kan finde, at Iltmængden er ubetydelig i Sammenligning med Kvælstoffet, hvoraf der findes omtrent fire Gange saa meget; men Iltens kemiske Virksomhed er saa stærk, at Mængden deraf er fuldkomment tilstrækkelig- til at opfylde Iltens Opgave i Naturen, skjøndt den er den vigtigste af alle. Iltluften er nemlig den nødvendige Betingelse for alt Liv — uden Ilt kunde heller ikke Mennesket leve mange Se- kunder. Ilt underholder ogsaa Forbrænding: Træ, Gas og Lys brænde ikke uden Iltluft. Men uagtet Ilten underholder Livet hos de levende Væsener, er det alligevel det samme Grundstof, som virker kraftigst ved dode Legemers For- raadnelse og Oplosning. Fra vort første Aande- drag til vor voxne Alder opholder og styrker den os under vor Væxt, og skjondt den stedse un- derholder os, fremkalder den siden, alt eftersom Aarene skride frem, saadanne Forandringer, som vi henfore til vor Naturs Skrøbelighed, indtil den til Slutning forvandler vore døde Legemer til det »Jordens Støv, hvorfra disse fra Begyn- delsen af ere udgaaede«. Ilten danner Forbin- delser med andre Stoller, saa vel med Grund- stoffer som mod sammensatte Stoffer, og danner saaledes en temmelig anseelig Del af den Jord, vi bebo. Stenene paa vore Landeveie, Sandet ved vore Kyster, Jorden, fra hvilken Planterne spire op, Alt er for en stor Del dannet af dette Stof — Ilten — kemisk forbundet med andre Grundstoffer. En Femtedel af Luftens Rumfang udgjøres, som vi allerede have seet, af Iltluft, og i atten Vægtdele Vand findes ikke mindre end 16 Vægtdele Ilt. Man kan regne, at maa- skee en Trediedel af den faste Jord er Ilt. Det vilde imidlertid føre os for langt bort fra Æmnet for denne Afhandling, hvis vi vilde forfølge dette vigtige Grundstofs Optræden i Naturen videre. Vi indskrænke derfor vor Op- mærksomhed til Iltens Egenskaber — hvoriblandt forst maa nævnes dens stærke Tilbøjelighed til