Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1031 REGNORMENE, DERES LIV OG VIRKSOMHED. 1032 rives i Stykker. Siddende med Bagenden fast i sit Hul afsøger nu Regnormen det nærmest lig- gende Terræn og samler nedfaldne Blade, smaa Kviste eller unge Planter sammen, som den der- næst trækker halvt ned i sit Rør. Heraf kom- mer det, at man om Morgenen kan see Blade eller Bladstilke hobevis stritte frem af Jorden. Hver Hob svarer til et Ormerør. Den Del af Bladet, som er nede i Røret, raadner hurtigt og- bliver fortæret af Dyret, idet det med sin Mund, der forøvrigt ikke er forsynet med Tænder eller andre særlige Redskaber til Afbidning eller Tyg- ning, napper smaa Stykker af det; det er kun Bladkjødet der fortæres, Ribbenettet røres ikke, og Darwin har seet, at Blade paa denne Maade delvis bleve »skeletterede«. Det er iøvrigt ikke altid for at fortære Bladene, at Regnormene trække disse ned i deres Huller; mange Blade, som de aldrig1 spise af, trækkes ned tillige med Hestehaar, Fjer og Lig- nende, aabenbart blot for at tilstoppe Aabnin- gerne. At det virkeligt er af denne Grund de gjore det, kan skjønnes deraf, at Ormene, naar de ikke kunne erholde Blade eller Lignende, be- skytte Aabningerne af deres Rør med Hobe af Smaastene; saadanne Smaahobe sees ofte paa grusbelagte Stier. En Dame af Darwins Be- kjendtskab, som interesserede sig for Ormenes Levemaade, ryddede disse smaa Stenhobe bort fra et Antal Ormehuller, gik Natten derefter ud med en Lygte og saae da, hvorledes Ormene med Bagenden fæstet i deres Rør halede Stenene til sig ved Hjælp af Munden, uden Tvivl idet de sugede sig fast til dem. Efter to Nætters For- løb var der 8—9 Sten over nogle af Hullerne, efter fire Nætter var der ved ét Hul 30, ved et andet 34 Smaastene; en af disse, der var truk- ken tværs over en Grussti, veiede ikke mindre end 2 Unser (4 Lod), et Bevis paa hvilken Kraft Ormene ere i Stand til at udfolde. — Hvad Nytte Ormene kunne have af saaledes at til- stoppe eller tildække deres Huller er ikke ganske klart. Man kunde tænke paa, om de maaskee gjorde det for at beskytte sig mod Fjender. Det er nemlig en bekjendt Sag, at de ofte ligge Dagen igjennein tæt ved Mundingen af deres Rør, en Vane, som koster mange af dem Livet, idet Drosler og- Solsorte paa visse Tider af Aaret benytte sig heraf til at trække en Mængde Regn- orme op af Jorden og fortære dem; maaskee kunde det være for at faa en Slags Beskyttelse herimod, at de tilstoppede Hullerne. Man maa imidlertid indrømme, at denne Beskyttelse ikke vilde være særdeles virksom, og' det turde være rimeligere, at de gjore det for at hindre den frie Indstrømning- af det nederste Luftlag, naar dette er afkjølet ved Udstraaling- om Natten fra Jorden og Græsset (altsaa som et Middel mod — Træk). Foruden Blade fortære Regnormene ogsaa gjerne dyrisk Føde. Darwin satte Stykker af raat eller stegt Kjod paa lange Naale og- stak disse ned i Jorden i de Potter, hvori han holdt sine Rognorme, og blev da Vidne til, at Ormene forsøgte at trække afsted med Kjødet, og at de toge smaa Stykker af det. Særlig begjærlige vare de efter raat Fedt, som de foretrak for alt Andet man gav dem. Døde Orme bleve for- tærede af deres Kammerater. Ormene sluge dernæst en stor Mængde Muldjord for deraf at udtrække de fordøielige Dele. Undertiden kan man iøvrigt ogsaa blive Vidne til, at de sluge Jord som ingen fordøie- lige Stoffer indeholder; dette har da en ganske anden Grund. Naar Ormene grave sig frem i løs, blød Jord, skeer det ved at skyde den for- reste Ende af Legemet, som de gjere saa tynd og udstrakt som muligt, ind i en eller anden lille Sprække i Jorden og dernæst gjøre den tyk, hvorved Jorden skydes til Siden, medens de i fast Jord ere nødte til at sluge Jorden for at komme frem. En Regnorm, som Darwin lagde oven paa en løs Muldjord, gravede sig ned i Løbet af et Par Minutter. En anden Gang for- svandt fire Orme, som bleve lagte oven paa en Urtepotte, hvis Jord var presset noget sammen, i Løbet af et Kvarter, ved at skyde sig frem mellem Potten og Jorden. I et tredie Tilfælde, livor Jorden var fastere sammenpresset, varede det noget længere, inden Ormen kom ned, men i alle disse Tilfælde arbeidede de sig ned uden at sluge Jorden. Men en Gang lagde Darwin en stor Orm paa en Urtepotte, hvori der var fint Sand, tæt sammenpresset og vandet, saaledes at Massen var meget fast, og' her varede det ikke mindre end 25 Timer 40 Minutter, inden Ormen var kommen helt ned. I dette Tilfælde arbeidede den sig ned ved at sluge Sandet, hvad der kunde ses deraf, at en Mængde Sand blev kastet ud af Gattet, længe for hele Legemet forsvandt, Noget, der vedblev hele den følgende Dag igjennein. Enkelte Forfattere have betvivlet, at Regn- ormene overhovedet fortære Jord for at ernære sig af den, og mene, at de kun sluge Jorden, naar de grave sig frem. Denne Anskuelse er dog- ganske sikkert urigtig. Regnormene aflægge den Jord, som har passeret deres Tarm, paa Jordens Overflade. Hvis det nu kun var for Gravningens Skyld, at Regnormen slugte Jord, vilde man kun sjeldent træffe saadanne jord- agtige Orme-Exkrementer, thi det er jo, som vi