Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1035 REGNORMENE, DERES LIV OG VIRKSOMHED. 1036 tilbage i deres Ror, saa snart Lyset faldt paa dem. Naar de ikke gjorde dette, hævede de ofte den forreste Ende af deres Legeme fra. Jorden, «soni om deres Opmærksomhed var bleven vækket, eller som om de vare forbausede», eller de bevægede Legemet fra Side til Side, som om de følte efter en Gjenstand, og sluttelig- trak de sig altid tilbage i deres Huller. Naar man koncentrerede Lyset ved Hjælp af en stor Linse og lod det falde paa den forreste Del af Dyret, trak dette sig sædvanligvis øieblikkeligt tilbage. Det vil af de nævnte Forsøg være klart, at Ormene virkeligt paavirkes af Lysindtryk; om egenligt Syn er der naturligvis ikke Tale. Det er kun den forreste De] af Dyret — hvor den Nerveknude ligger, der almindeligt betegnes som Hjernen — der er modtagelig1 for Lysindtryk; skygger man for den, er det uden noget Resul- tat, at man belyser den øvrige Del af dets Legeme. Mærkeligt nok synes Ormene at væro mindre modtagelige for en middelstærk Hede end for Lyspaavirkninger. Darwin holdt flere Gange en Ildrager, der var ophedet næsten til Rødglødhede, i Nærheden af nogle Orme, i en Afstand, i hvilken den frembragte en meget følelig Hede i Haanden. En af Ormene tog- slet ingen Notits deraf, en anden trak sig tilbage i sit Hul, men temmelig langsomt, to andre hurtigere og en femte gjorde sig øieblikkeligt usynlig. Straalerne fra et Lys, som bleve koncentrerede af en Linse og faldt igjennem et Glas, som absorberede de fleste af Varmestraalerne, frembragte sædvanlig- vis et meget hurtigere Tilbagetog end den op- hedede Ildrager. Regnormene mangle Horeredskaber, og de Forsøg, Darwin liar anstillet, vise ogsaa, at de ganske mangle Evne til at opfatte Lyde. Hver- ken skarpe Fløitetoner eller Tonerne fra en Basun gjorde det mindste Indtryk paa dem. De brød sig' heller ikke noget om Skud, og satte man dem paa et Bord ved Siden af et Forte- piano, hvorpaa der blev spillet saa høit som muligt, forbleve de fuldkommen rolige. Medens de saaledes ikke have nogen For- nemmelse af Svingninger i Luften, som paavirke det menneskelige Øre, have de derimod en meget fin Følelse for Svingninger i faste Gjenstande. Satte man Urtepotter med Orme paa et Forte- piano og slog forskjellige Toner an, trak de sig øieblikkeligt ind i deres Huller. Hele Ormens Legeme er følsomt, og Fole- sandsen er aabenbart den mest udviklede af deres Sandser. Puster man paa dem, trække de sig strax tilbage. Kommer en Orm ud af sit Hul, føler den sig for i alle Retninger med den forreste Del af sit Legeme, og da den sæd- vanligvis trækker Bladene ned i sit' Hul paa en bestemt Maade, synes det, at den er i Stand til at danne sig en Slags Forestilling1 om Gjen- standenes Form. Lugt synes disse Dyr ikke at have meget af, og de Iagttagelser, som Darwin anfører som Bevis for at de kunne lugto, forekomme mig ikke at være overbevisende. Derimod have de aabenbart en Sin ag s fornemmelse. De holde mere af én Slags Blade end af en anden, hvad der (log til- dels kan bero paa, om de ere lettere at fortære for dem; men visse Blade med en stærk Smag foragte de aldeles, om end disse Blade efter deres Bygning meget godt kunde fortæres af dem. Sammenligner man Jord, som i lang Tid har ligget hen som Græsmark, med Jord, der jevnlig- bliver pløiet, vil man bemærke en meget karakteristisk Forskjel. Mulden paa det forstø Sted er nemlig i en Dybde af flere Tommer ganske lin og' ensformig-, uden Sniaastene, medens Mulden paa Pløjemarken g'jerno er stærkt blandet med saadanoe. Det er Regnormene, som ere Skyld i dette Fænomen. Som vi ovenfor hørte og som det ogsaa vil være mange af Læserne bekjendt paa anden Maade, aflægge Regnormene den Jord, som de liave ladet gaa igjennem deres Tarm- kanal, i alt Fald for en Del paa Jordens Over- flade. Ligger denne nu hen i Fred og Ro, saa ville Regnorm-Exkrementerne efter en Tids For- løb danne et tyndt Lag særdeles fin Muld — thi Regnormene kunne naturligvis ikke sluge Stene over en vis meget ringe Størrelse — paa Overfladen, og dette Lag- vil i Tidens Løb efter- haanden tiltage i Tykkelse. Heri have vi en naturlig Forklaring af Forskjellen mellem den gamle Græsmark og- den ploiede Agerjord; paa denne arbeide Regnormene naturligvis ogsaa, men deres Exkrementer blive her ved Menneskets Indvirkning' blandede sammen med den under- liggende Jord og1 Dannelsen af et fint stenløst Muldlag bliver derved forhindret. Det Lag af fin Muld, som danner Overfladen af gamle Græsmarker, har alt s aa, deu ene Smaadel efter den anden, passeret gjen- nem Regnormenes Tarmkanal. Denne Theori blev fremsat af Darwin allerede i 1837. Det var forøvrigt ikke Darwin selv, der først undfangede Tanken, men hans Onkel (og senere Svigerfader) Mr. Wedgwood, der huvele lagt Mærke til forskjellige Fakta, som