Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1039 REGNORMENE, DERES LIV OG VIRKSOMHED. 1040 aflagt deres Exkrementer paa .Jordens Overflade; det i 1827 paa. Jordens Overflade udstrøede Kalklag er som en Følge heraf blevet dækket først med et ganske tyndt Jordlag, som senere efterhaanden er blevet tykkere og- tykkere, sam- tidigt med, at den under Kalken liggende Muld, ved at Ormene have slugt en Del deraf, er bleven løsere og er sunken sammen, og baade Kalken og Cindersen ville naturligvis paa denne Maade blive ved at synke, indtil de have naaet Grændsen for det Jordlag, Ormene gjennemrode. Iblandt andre Exempler nævner Darwin følgende. Et Stykke udyrket, sumpet Jord blev i Aaret 1822 indhegnet, drænet, ploiet og harvet og bedækket med et tykt Lag brændt Mergel og- Cinders. Det blev besaaet med Græsfrø og bar senere taalelig godt, grovt Græs. I 1837, altsaa efter 15 Aars Forløb, blev der gravet nogle Huller i Marken og man fandt da, at Græstørven var en halv Tomme tyk, og at der under denne var et Lag Muld paa 2J Tomme uden Sten; under (lette fandtes et Lag'Muld paa l.1, Tomme, som i Modsætning til det øvre Muld- lag var fuldt af Stumper af brændt Mergel, der var let kjendelig- ved sin rode Farve, tillige med Stumper af Cinders og nogle faa hvide Smua- stene af Kvarts. Under dette Lag, allsaa Tomme under Overfladen, fandtes den oprindelige sorte, tørveagtige Jordbund med en ringe Mængde Kvartsstene. En Mark, som i lang Tid havde været en mager Græsgang, og som var saa fugtig-, at den rystede let, naar man stampede paa den, blev i Foraaret 1835 bedækket med et tykt Lag rødt Sand, saaledes at hele Overfladen først var skin- nende rød. Efter halvtredie Aar gravede man Huller i den, og’ Sandet var da “ Tomme under Overfladen. I 1842 (7 Aar efter at Sandet var blevet lagt paa Marken) blev der paany gravet nogle Huller, og det viste sig da, at Sandet dannede et tydeligt Lag 2 Tommer under Over- fladen, eller 1‘ Tomme under Græstørven; der var saaledes g-jenneinsnitlig bragt lidt over l Tomme (nøiagtigere 0,21) Muld op til Over- fladen. Det følgende Exempel er valgt fra en Jord- bund, som er meget forskjellig fra den i de foregaaende Tilfælde, for at vise, at Ormenes Virksomhed er en lignende under meget for- skjellige Omstændigheder. Der, hvor Darwin boer, i det engelske Land- skab Kent, danner Kridtformationen den faste Undergrund. I Aartusinder er den øverste Del af Kridtet ved Regnens og- Luftens Indvirkning bleven opløst og de uopløselige Dele, som det indeholdt, ere bievne tilbage som en stiv rod Ler med en meget stor Mængde kantede Flinte- stene; Leret danner et Lag af 6—14 Fods Tyk- kelse. Oven over den røde Ler findes dér, hvor Jorden har ligget lang' Tid hen som Græsgang, et Lag Muld af en mørk Farve, faa Tommer tykt. Over en Mark paa dette Terræn blev der den 20. Dec. 1842 spredt et Lag Kridtstykker, for at man i en senere Periode kunde se, hvor dybt det var sunket; den paagjældende Mark havde mindst i de sidste 30 Aar ligget, hen til Græsning. I Slutningen af November 1871, altsaa efter 29 Aars Forløb, blev dei’ gravet en Grøft tværs over Jordstykket, og man fandt da paa begge Sider af Grøften en Linie hvide Kridtstykker i en Dybde af 7 Tom- mer under Overfladen. Her var Mulden, naar man trækker Græstørven fra, bleven bragt op g-jennemsnitlig i en lignende Mængde som i for- rige Tilfælde, nemlig 0,22 Tommer aarlig. Under Linien med Kridtstykkerne var der paa sine Steder næsten slet ingen Muld, medens der paa andre Steder endnu var et Lag paa 2\ Tomme. Det følgende Exempel er ligeledes meget lærerigt. En Mark, der laa tæt ved den sidst omtalte og ligesom denne tæt ved Darwins Bolig, blev i 1841 sidste Gang pløiet, blev dernæst harvet og fik saa Lov at ligge hen som Græs- mark. I adskillige Aar var den bedækket med en meget sparsom Vegetation, og var saa tæt bedækket, med smaa og store Flintestene (at indtil et Barnehoveds Størrelse), at Darwins Sønner kaldte den »Stenmarken«. Naar man lob hen over den raslede Stenene mod hverandre. Darwin erindrer endnu, at han betvivlede, at lian nogensinde vilde faa de større Stene at see bedækkede med Græstørv. Men Aarene gik, de smaa Stene forsvandt, før ret mange Aar vare gaaede, og successivt forsvandt ogsaa de størro, saaledes at efter 30 Aars Forløb (1871) kunde en Hest gallopere over det faste Grønsvær fra den ene Ende af Marken til den anden uden at rore ved en eneste Sten med sine Sko. For Enhver, siger Darwin, som erindrede hvorledes Marken saae ud i 1842, var Forandringen vid- underlig-. Denne skyldtes ganske vist Regn- ormene, thi hvorvel Orme-Exkrementer i ad- skillige Aar ikke vare hyppige, bleve dog nogle aflagte paa Jorden den ene Maaned efter den anden, og efterhaanden som Græsningen blev bedre toge de til i Antal. I 1871 blev der gravet en Groft gjennem Marken, og Græsset blev skaaret af tæt ved Rodelerne, saaledes at Græstørven og Mulden kunde maales nøiagtigt Tørven var lidt under en halv Tomme tyk, og Mulden, som ikke indeholdt Stene, havde en Tykkelse af 2.Tomme. Under denne laa der