Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1043 REGNORMENE, DERES LIV OG VIRKSOMHED. 1044 efterhaanden falde sammen, og Stenen vil derved efterhaanden synke, naturligvis meget langsomt. Heraf kommer det, at store Stene, som ere kastede hen paa Jordens Overflade, efter en Tids Forløb altid ere noget indleirede i Jorden og, naar de tages bort, efterlade et nøiagtigt Aftryk af deres underste Flade i Mulden. Darwin nævner i sin Bog nogle interessante Exempler herpaa. En Kalkovn, som havde staaet paa en Græsmark, var bleven nedrevet, og efter at alle de andre gamle Bygningsmaterialer vare bievne førte bort, havde man ladet tre store Blokke af Sandsten blive tilbage. Darwin besøgte Stedet 35 Aar efter Nedrivningen. En gammel Arbeider fortalte ham, at "Stenene havde ligget paa søn- derbrudte Mursten og Kalk paa en ganske bar Jord; nu var imidlertid hele Overfladen dækket med Græs og Muld. De to største af Stenene agtigt Aftryk af Undersiden, som dannede en lav skaalformig Hulhed, og hvis indre Overflade be- stod af fin sort Muld, undtagen paa de Steder, hvor de mest fremspringende Dele hvilede paa Bygningsgruset. Hele Stenen var ved Ormenes Underminering i Løbet af de 35 Aar sunken omtr. 1| Tomme. Ved Stonehenge*) ere nogle af de udvendige Stene i en fjern Fortid styrtede om, og deres ned ad vendende Flade er bleven begravet i Jor- den. Overfladen af Marken skraaner opad imod Stenene lige som i forrige Tilfælde. Tæt ved en af de omstyrtede Stene lod Darwin grave et Hul og fandt da, at Stenens Underflade laa omtrent 91 Tomme under Markens Niveau (Fig-. 4). Fig. 4. Snit gjennem on af de omstyrtede Druide Stene ved Stonehenge for at vise, livor dybt den er sunken i Mulden (lln af den naturlige Størrelse). vare aldrig senere bievne flyttede, Noget, der ogsaa vilde have havt en Del Vanskelighed, thi til at flytte en af dem maatte der to Mand med Løftestænger. Den ene af Stenene var 64 Tommer lang. 17 Tommer bred og en halv Snes Tommer tyk. Dens underste Flade var noget fremsprin- gende i Midten, og denne Del af den hvilede endnu paa Stumper af Mursten og’ Kalk og viste saaledes, at den gamle Arbeider havde talt sandt. Under det. nævnte Affald fandtes den naturlige sandede Jordbund, der var fuld af Stumper af Sandsten, en Jordbund, der efter sin Natur kun kan have givet meget lidt efter for Stenens Tryk. Markens Overflade skraanede i en Afstand af omtrent 9 Tommer rundt omkring Stenen op imod denne, og tæt ved Stenen stod -Torden om- trent 4 Tommer høiere end paa den øvrige Del af Marken. Stenens nederste Del var begravet fra 1 til 2 Tommer under Markens Niveau. Efter at Stenen var taget bort, saae man et nøi- Et af Kapitlerne i Darwins oven for citerede Bog bærer Overskriften: »Om den Rolle, som Ormene have spillet ved Begravelsen af gamle Bygninger«. Det er vist nok gaaet mange af Læserne lige som det er gaaet Meddeleren af nærværende Artikel, at det har været dom en Gaade, hvorledes det er gaaet til, at Levninger af gamle Bygninger saa ofte ere bievne begravede under Jordens Overflade; jeg- erindrer i alt Fald tydeligt, at jeg oftere har brudt mit Hoved med at udfinde, hvor det kunde være, at man fandt Oldsager eller endog Levninger af Huse under Jordens Overflade; om det første**) have vi alle- rede i det Foregaaende faaet Oplysning, og vi skulle nu see, hvorledes Darwin ogsaa har givet fyldestgørende Opklaring af det sidste. Det er ogsaa her Regnormene, som have været paa Spil — i mange Tilfælde. Andre Kræfter have ganske vist ogsaa været i Virk- somhed , saaledes i nogle Tilfælde vulkanske *) Stonehenge er Navnet paa et bekjendt druidisk Mindesmærke (i Nærheden af den lille engelse By Salisbury), som er dannet at en Mængde høie Stenblokke, der staa i to Kredse. **) Her er naturligvis ganske set bort fra de Tilfælde, hvor det af Fundenes Beskaffenhed er klart, at Gjenstandene ere gravede ned i Jorden ved Menneskehaand.