Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1105 OM SOMMERFUGLENE. 110G andre og krydses af Tværlister, som i Forening med de først nævnte danne et Netværk af en overordenlig Finhed og- Zirlighed *). De prægtige Farver, som pryde saa mange Sommerfuglearters Vinger, navnlig i de tropiske Egne, hidrøre fra disse Skjæl, som i et uhyre Antal bedække Vingerne, idet de delvis dække hverandre som Teglstenene i et Tag-. Selve Vingemembranen er klar og- næsten farveløs eller med en svagt gulagtig Tone, og de gjennem- sigtige Pletter, der findes paa Vingerne hos visse Sommerfugle, dannes af selve Membranen, som paa disse Steder er ganske fri for Skjæl. Fuldstændigt skjællose Vinger forekomme ikke hos nogen Sommerfugl, og hos de Arter, hvor Skjælklædningen optræder sparsomst, er den dog altid tilstede langs Ribberne eller Vingerandene. Dette Forhold ligger til Grund for den Be- nævnelse, under hvilken Sommerfuglenes Orden er indført i det zoologiske System, nemlig Lepi- doptera, hvilket ordret oversat betyder »Skjæl- vingede». Bagkroppen (abdomen), som bestaar af flere Segmenter, er langstrakt, trind og i Regelen temmelig stærkt behaaret. Den er hverken ud- rustet med Braad, Tænger eller Torne, men hos nogle Arter have Hunnerne et kort Æglæg- ningsrør. Sommerfuglene ere i Bevægelse paa for- skjellige Tider af Døgnet. Mange af dem, de saa kaldte Dagsommerfugle, flyve kun om Dagen, andre komme først frem i Skumringen og kaldes derfor Tusmørkesværmere, medens Arterne af en tredie Gruppe, Natsommerfuglene, kun om Natten flyve ud. Her i Landet, og overhovedet i de tempererede Klimater, færdes Sommerfuglene kun i den varme Aarstid; en enkelt Art, Frost- Sommerfuglen, træffes dog om Efteraaret, ja endog af og til om Vinteren. I de tropiske Lande optræde Sommerfuglene med en Farvepragt, om hvilken man her neppc gjør sig nogen Forestilling, og flere af dem have en saadan Størrelse, at deres Vingefang beløber sig til over cn Fod. Lige som andre Insekter er denne Orden talrigst repræsenteret i Ækvatorialegnene og aftager derfra hurtigt mod Polerne. Antallet af de hidtil bekjendte Arter er mellem 20,000 og 30,000, og deraf tilhøre omtrent 1200 Arter den skandinaviske Fauna. I Sommerfuglenes Orden findes der mang- foldige Arter, som paa Larvestadiet ere udrustede med en aldeles glubende Appetit. I adskillige Tilfælde medfører denne Omstændighed, at de anrette overordenlig stor Skade, naar nemlig de Planter, af hvilke de nære sig, ere til Nytte for Mennesket, og naar Larverne — hvad der ofte er Tilfældet — optræde i stor Mængde. Blandt de Sommerfugle, hvis Larver i saa Henseende spille en fremragende Rolle, kunne nævnes »Fyrre- spinderen» (Bomby æ pim), »Nonnen» (Liparis monacha) og »Fyrreuglen» (Noctua piniperda), som alle angribe Naaletræerne og stundom an- rette frygtelige ødelæggelser. Frostsommerfuglen (Geometra brumata), der hører til den under Navnet »Maalerne» hekjendte Gruppe af Sommer- fugle , angriber især Knopperne paa vore Frugt- træer, men hjemsøger dog ogsaa andre Løvtræer, saa som Eg, Bøg1 og Lind. »Stikkelsbærmaalerens» Larve (Geometra grossulariata) afblader Stikkels- bærbuskene, og Larven af »Æblevikleren» (Tortriæ pomonana), den saa kaldte »Æbleorm», borer lange Gange i Æbler og Pærer, hvorved den ikke sjeldent fæster et Blad for Borehullet, ret som om den vilde skjule Indgangen. Af de oven for nævnte Sommerfugle er Nonnen dog den, der anretter de voldsomste ødelæggelser, og da den ogsaa her i Landet er optraadt massevis, vil det ikke være uden Interesse at lære den og dens Livshistorie lidt nærmere at kjende. Det fuldt udviklede Insekt har hvide Forvinger med en Del mørkere Zigzagstriber og graaskyggede Bagvinger med sorte og hvide Randfryndser. Paa Bagkroppen findes røde Tvær- baand, og- Siderne ere tegnede med sorte Pletter. Vingefanget overstiger ikke et Par Tommer, og- Hunnen er udrustet med et Æglægningsror. Puppen er prydet med røde og hvide Haar- knipper og har i Begyndelsen en gronagtig- *) Paa Grund af Vingeskjællenes særdeles fine Skulptur anvendte man cn Tid lang disse i et eien- dommeligt Oiemed. Da Tværstriberne ere finere end de andre og altsaa fordre en stærkere For- størrelse for at kunne iagttages med Tydelighed, benyttede man hen imod Midten af indeværende Aarhundrede saadanne Vingeslqæl for at udmaale Graden af Mikroskopernes Forstorrelsesevne. Til dette Fonnaal valgto man Skjællene af Papilio Janira, og efter det Standpunkt, paa hvilket Mikro- skopernes Fabrikation den Gang stod, ansaae man det Instrument for særdeles godt, ved hvis Hjælp man var i Stand til at skjelne Tværstriberne som Linier og ikke blot som en Række af smaa knude- formige Forhoininger. Efter de betydelige Fremskridt, som have fundet Sted siden hin Tid i Hen- seende til Mikroskopernes Konstruktion og Glassenes Godhed, afgiver den nævnte Prove imidlertid ikke et tilstrækkeligt Grundlag for Bedømmelsen af et Mikroskops Forstørrelsesevne og Klarhed, og man har derfor valgt andre Objekter i samme Oiemed. Navnlig har man dertil benyttet Kisel- pantserne af de smaa Diatomaceer, paa hvilke der findes en endnu langt finere Skulptur end paa Sommerfuglenes Vingeskjæl. 70