Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

Forfatter: JONAS COLLIN

År: 1882

Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 1268

UDK: 19, 5 (04)

MED 545 AFBILDNINGER

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 652 Forrige Næste
1113 HAVETS BUND. 1114 Gjennemsnitsdybden beløber sig, ifølge Wyville Thomson ikke til meget over 2000 Favne. Dets dybeste Del strækker sig fra 650 vestlig- Længde indtil lidt Nord for Virgin Islands i Vestindien, hvor Havet naaer en Dybde af 3875 Favne. Sir Wyville Thomson beskriver Bundens Konturer paa følgende Maade. »En vældig Høideryg, som hæver sig- indtil omtrent 1900 Favne under Overfladen, løber gjennem det nordlige og det sydlige Atlanter- havsbækken i sydlig Retning fra Cap Farewell, sandsynligvis mindst saa langt mod Syd som til Gougle Islands, idet den nogenlunde følger Konturerne af de nærmeste Kyster af den gamle og den nye Verden. En Udløber fra denne Høideryg' stryger mod Sydvest paa omtrent 10° nordlig Brede og forbinder derved Ryggen med Sydamerikas Kyst ved Cap Orange, medens en anden Sidegren løber mod Øst til Afrikas Fast- land ved omtrent 20° sydlig Brede. Det Atlantiske Ocean deles paa denne Maade ved Høideryggen og- dens to Udløbere i tre store Bækkener, nemlig det østlige, som strækker sig fra Irlands Vestkyst næsten ned til Afrikas Sydspids med en Dybde langs Midtlinien af omtrent 2500 Favne; fremdeles et nordvestligt Bækken, som ind- befatter den store Bugt Ost for Nord- og- Mellem- amerikas Fastland, med en Dybde af c. 3000 Favne, og endelig- det sydvestlige Bækken, som er aabent mod Syd og strækker sig- øst for Sydamerika indtil Cap Orange mod Nord, med en Dybde af mindst 3000 Favne.» Hvad Havets Temperaturforhold angaar, da er det temmelig almindeligt bekjendt, at vore Forestillinger om Dybvandsklimaterne have under- gaaet ikke uvæsenlig'e Modifikationer i de senere Aar. Indtil 1868 troede man, at Havvandets Varmegrad i en vis Dybde var ens overalt paa Jordkloden, og Herschel siger derfor i sin fysiske Geografi, at »paa meget store Dybder er Vandets Temperatur den samme alle Vegne, nemlig 3°,9.» Denne Anskuelse var dels bygget paa de Tem- peratur-Iagttagelser, som James Hoss havde an- stillet paa sin Sydpolar-Espedition, dels paa andre Undersøgelser, som havde ført til Resul- tater, der stemmede med hine. Men ved de Lodninger og- Temperatunnaalninger som i 1868 bleve foretagne af Lig’htiiiiigs-Expeditionen i det nordlige Atlanterhav, blev den hidtil gjaldende Antagelse fuldstændigt kuldkastet. Gjennem den sidst nævnte Række af nøiagtige Maalninger godt- gjordes det, at Temperaturen paa Havbunden ingen- lunde er ens overalt, men at der endog inden for et forholdsvis lille Omraade kan forekomme betydelige Afvexlinger i Temperaturen, ledsaget af charakteristiske Forandringer af det animalske Liv. I den 500—600 Favne dybe Rende mellem Skotland og Færø-Bankerne fandt man saaledes, at der herskede to meget forskjellige Under- vandsklimaer. Paa visse Steder var Bundtem- peraturen -i- l°,i, altsaa lavere end den Tem- peratur, ved hvilken det ferske Vand fryser, medens den paa andre Steder med samme Dybde og- med samme Overfladetem- peratur aldrig sænkede sig under 7°,7. Nogle af de fundne Dyr vare fælles for baade de »varme» og de »kolde» Steder, men som Regel gjaldt det dog, at de Bløddyr, Echinodermer, Foraminiferer og Svampe, som tilhørte det ene af disse Omraader, vare forskjellige fra dem, der forekom paa det andet. Disse Kjendsgjer- ninger afvige altsaa betydelig! fra den tidligere Antagelse om Dybvands-Temperaturens Ensfor- mighed, og- i hvor vel de aller seneste Under- søgelser have viist en gjennemgaaende Lighed i Temperaturen paa de største Dybder af Verdens- havene, saa er dog denne fælles Temperatur meget lavere — i det Mindste 2°,s til 3°,3 lavere — end man tidligere har antaget. Varmen i de store Havdybder er meget ringe. I de Partier af det stille Hav, det Atlantiske Ocean og Sydhavet, hvor Dybden overstiger 2000 Favne, hæver Bundtemperaturen sig- i Regelen kun lidt over Ferskvandets Frysepunkt (0°). Paa de største Dybder synker den ned til Frysepunktet eller gaar endog ned under dette, men hvor Dybden er mindre {undtagen i saadanne Tilfælde som i Lightning-Kanalen, hvorom nærmere senere hen) er Temperaturen høiere og tiltager mod Overfladen. Paa saadanne Steder vexler Tem- peraturen med Aarstiderne, og beror dels paa Bredegraden, dels paa den Mængde Varme, som Overfladen optager fra Solen. Denne Varme er tilstrækkelig til at fremkalde betydelige For- andringer i de øvre Vandlags Temperatur lige ned til en Dybde af 500 Favne, hvor Varme- graden i Regelen er 7°,3. Hvor Dybden tiltager synker Temperaturen langsomt og gradvis ned indtil Frysepunktet eller endnu lavere. Det er muligt, at Dybvandsteniperaturen i Ind- havene altid adskiller sig meget fra den i Oceanerne. I Middelhavet f. Ex., hvor Dybden naaer indtil 2000 Favne mellem Malta og Kreta, er Bund- temperaturen ensformig og beløber sig- til om- trent 13°. 1 Zuluarchipelaget, som ligger mellem det nordøstlige Hjørne af Borneo og Sydvest- pynten af Mindanao, gaar Dybet ned til 2550 Favne, og Bundtemperaturen holder sig- der paa 10°,3, og i den nordlige Del af det stille Ocean er Bundtemperaturen paa samme Dybde under 1°,?. Disse Forskjelligheder i Undervandskliniaet