Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle
Forfatter: JONAS COLLIN
År: 1882
Forlag: FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN, (O. H. DELBANCO. G. E. C. GAD. F. HEGEL. C. C. LOSE.)
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 1268
UDK: 19, 5 (04)
MED 545 AFBILDNINGER
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
1113
HAVETS BUND.
1114
Gjennemsnitsdybden beløber sig, ifølge Wyville
Thomson ikke til meget over 2000 Favne. Dets
dybeste Del strækker sig fra 650 vestlig- Længde
indtil lidt Nord for Virgin Islands i Vestindien,
hvor Havet naaer en Dybde af 3875 Favne. Sir
Wyville Thomson beskriver Bundens Konturer
paa følgende Maade.
»En vældig Høideryg, som hæver sig- indtil
omtrent 1900 Favne under Overfladen, løber
gjennem det nordlige og det sydlige Atlanter-
havsbækken i sydlig Retning fra Cap Farewell,
sandsynligvis mindst saa langt mod Syd som
til Gougle Islands, idet den nogenlunde følger
Konturerne af de nærmeste Kyster af den gamle
og den nye Verden. En Udløber fra denne
Høideryg' stryger mod Sydvest paa omtrent 10°
nordlig Brede og forbinder derved Ryggen med
Sydamerikas Kyst ved Cap Orange, medens en
anden Sidegren løber mod Øst til Afrikas Fast-
land ved omtrent 20° sydlig Brede. Det Atlantiske
Ocean deles paa denne Maade ved Høideryggen
og- dens to Udløbere i tre store Bækkener,
nemlig det østlige, som strækker sig fra Irlands
Vestkyst næsten ned til Afrikas Sydspids med en
Dybde langs Midtlinien af omtrent 2500 Favne;
fremdeles et nordvestligt Bækken, som ind-
befatter den store Bugt Ost for Nord- og- Mellem-
amerikas Fastland, med en Dybde af c. 3000 Favne,
og endelig- det sydvestlige Bækken, som er aabent
mod Syd og strækker sig- øst for Sydamerika
indtil Cap Orange mod Nord, med en Dybde af
mindst 3000 Favne.»
Hvad Havets Temperaturforhold angaar, da
er det temmelig almindeligt bekjendt, at vore
Forestillinger om Dybvandsklimaterne have under-
gaaet ikke uvæsenlig'e Modifikationer i de senere
Aar. Indtil 1868 troede man, at Havvandets
Varmegrad i en vis Dybde var ens overalt paa
Jordkloden, og Herschel siger derfor i sin fysiske
Geografi, at »paa meget store Dybder er Vandets
Temperatur den samme alle Vegne, nemlig 3°,9.»
Denne Anskuelse var dels bygget paa de Tem-
peratur-Iagttagelser, som James Hoss havde an-
stillet paa sin Sydpolar-Espedition, dels paa
andre Undersøgelser, som havde ført til Resul-
tater, der stemmede med hine. Men ved de
Lodninger og- Temperatunnaalninger som i 1868
bleve foretagne af Lig’htiiiiigs-Expeditionen i det
nordlige Atlanterhav, blev den hidtil gjaldende
Antagelse fuldstændigt kuldkastet. Gjennem den
sidst nævnte Række af nøiagtige Maalninger godt-
gjordes det, at Temperaturen paa Havbunden ingen-
lunde er ens overalt, men at der endog inden
for et forholdsvis lille Omraade kan forekomme
betydelige Afvexlinger i Temperaturen, ledsaget
af charakteristiske Forandringer af det animalske
Liv. I den 500—600 Favne dybe Rende mellem
Skotland og Færø-Bankerne fandt man saaledes,
at der herskede to meget forskjellige Under-
vandsklimaer. Paa visse Steder var Bundtem-
peraturen -i- l°,i, altsaa lavere end den Tem-
peratur, ved hvilken det ferske Vand fryser,
medens den paa andre Steder med samme
Dybde og- med samme Overfladetem-
peratur aldrig sænkede sig under 7°,7. Nogle
af de fundne Dyr vare fælles for baade de
»varme» og de »kolde» Steder, men som Regel
gjaldt det dog, at de Bløddyr, Echinodermer,
Foraminiferer og Svampe, som tilhørte det ene
af disse Omraader, vare forskjellige fra dem,
der forekom paa det andet. Disse Kjendsgjer-
ninger afvige altsaa betydelig! fra den tidligere
Antagelse om Dybvands-Temperaturens Ensfor-
mighed, og- i hvor vel de aller seneste Under-
søgelser have viist en gjennemgaaende Lighed i
Temperaturen paa de største Dybder af Verdens-
havene, saa er dog denne fælles Temperatur
meget lavere — i det Mindste 2°,s til 3°,3
lavere — end man tidligere har antaget.
Varmen i de store Havdybder er meget ringe.
I de Partier af det stille Hav, det Atlantiske
Ocean og Sydhavet, hvor Dybden overstiger 2000
Favne, hæver Bundtemperaturen sig- i Regelen kun
lidt over Ferskvandets Frysepunkt (0°). Paa de
største Dybder synker den ned til Frysepunktet
eller gaar endog ned under dette, men hvor
Dybden er mindre {undtagen i saadanne Tilfælde
som i Lightning-Kanalen, hvorom nærmere senere
hen) er Temperaturen høiere og tiltager mod
Overfladen. Paa saadanne Steder vexler Tem-
peraturen med Aarstiderne, og beror dels paa
Bredegraden, dels paa den Mængde Varme, som
Overfladen optager fra Solen. Denne Varme er
tilstrækkelig til at fremkalde betydelige For-
andringer i de øvre Vandlags Temperatur lige
ned til en Dybde af 500 Favne, hvor Varme-
graden i Regelen er 7°,3. Hvor Dybden tiltager
synker Temperaturen langsomt og gradvis ned
indtil Frysepunktet eller endnu lavere.
Det er muligt, at Dybvandsteniperaturen i Ind-
havene altid adskiller sig meget fra den i Oceanerne.
I Middelhavet f. Ex., hvor Dybden naaer indtil
2000 Favne mellem Malta og Kreta, er Bund-
temperaturen ensformig og beløber sig- til om-
trent 13°. 1 Zuluarchipelaget, som ligger mellem
det nordøstlige Hjørne af Borneo og Sydvest-
pynten af Mindanao, gaar Dybet ned til 2550
Favne, og Bundtemperaturen holder sig- der paa
10°,3, og i den nordlige Del af det stille
Ocean er Bundtemperaturen paa samme Dybde
under 1°,?.
Disse Forskjelligheder i Undervandskliniaet