Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1127 HAVETS BUND. 1128 inenholdt Kisel vævene. Overalt, hvor Dybden naaer til 4500 Favne eller derover, er Bund- laget næsten udelukkende af organisk Oprindelse, uagtet det bestaar af kiselag’tige og ikke af kalkholdige Levninger. Da Radiolaria - Dyndet kun dannes paa de største Dybder, er det indlysende, at det fore- kommer pletvis paa Havbunden; det optræder fornemmelig i don vestlige og- mellemste Del af det stille Ocean, hvor det forekommer som et bleggult, halmfarvet Lag, der saa godt som udelukkende bestaar af Levninger af kiselholdige „ Organismer, forst og fremmest af Radiolarier, men ogsaa for en ringere Del af Diatomaceer. Disse sidst nævnte Organismer forekomme i et umaadeligt Antal i og- nær ved Overfladen i det sydlige Ocean og synke efter Døden tilbunds, hvor de danne et Lilg, som for Øiet har stor Lighed med Kridt, men som er af kiselagtig og ikke af kalkagtig Beskaffenhed. De to sidst omtalte Bundlag fra de store Dybder, Radiolaria-Dyndet og Diatoinacé-Dyndet, høre til de mange nye Opdagelser, som skyldes Challenger-Expeditionen. Det er ogsaa denne, hvem vi have at takke for Udvidelsen af vor Kundskab om Globigerina-Dyndets geografiske Udbredelse og for vort Kjendskab til det graa og det rede Dybvands-Ler. De tre første af disse Lag- skylde det organiske Liv deres Op- rindelse, om end dette Liv kun optræder under den mest uudviklede Form; thi Diatomaceerne hore til de lavest staaende Planter, og baade Radiolarierne og Globigerinerne maa regnes til de Organismer, der repræsentere Dyreriget paa dets laveste Trin, men som ikke desto mindre ved deres umaadelige Mængde frembringe kæmpe- mæssige Resultater. Nutidens hvide Kridtklipper dannedes i en fjern Fortid paa Havets Bund ved cn stadig Regn af mikroskopiske Dyrs Kalk- skaller, som sank tilbunds efter at Dyrene, som levede i Havfladen, vare døde, ganske paa samme Maade som det i vore Dage finder Sted med Globigeriner, Radiolarier og Diatomaceer. Der kan vel neppe gives noget bedre Bevis paa Sandlieden af det gamle Ord: »Mange Bække suiaa gjøf en stor Aa.» (Frit oversat af Udg.). OM FUGTIGHEDEN I LUFTEN. AF H. HILDEBRAND HILDEBRANDSSON. 1 Lobet af forrige Aarhundrede var der neppe noget Spørgsmaal, der i den Grad be- skjæftigede Fysikerne og lagde Beslag paa deres Interesse som Problemerne om Luftens Fugtighed. Den vidtløftige Strid, der udspandt sig angaaende de her hen hørende Spørgsmaal, er ogsaa for saa vidt lærerig, som den lader os see, hvor let tilsyneladende Ligheder kunne føre Under- søgelserne ind paa et urigtigt Spor og lede til feilagtige Resultater. Det er naturligvis ikke vor Hensigt her at give en udførlig Fremstilling af denne Strid, men vi maa dog- meddele saa Meget derom, som er nødvendigt for den Opgave, vi have foresat os at besvare i denne lille Af- handling. I Aaret 1751 anstillede en Læge i Mont- pellier, Le Eoy, en Række Forsøg, som vakte en usædvanlig Opmærksomhed. Det vigtigste af de Experimenter, han foretog, og det, af hvilket de følgende kun vare at betragte som Modifikationer, var ganske simpelt. Han an- skaffede sig en ny, stor Glasflaske, omtrent som en almindelig Vandkaraffel, hvori der aldrig havde været Vand eller nogen anden Vædske. Denne stillede han en varm Sommerdag ud i det stærkeste Solskin, og da den var bleven