Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1129 OM FUGTIGHEDEN I LUFTEN. 1130 godt ophedet, tilproppede han den med en tæt sluttende Korkprop. Om Aftenen lagde han den paa en Terrasse under aaben Himmel, og1 efter nogle Timers Forløb, da den var bleven stærkt afkølet, viste det sig, at den indvendigt var bedækket med Dug-. Naar Flasken paa ny op- varmedes, forsvandt Duggen for atter at vise sig-, saa snart Flasken afkøledes. Hvorledes skulde man nu forklare dette Fænomen? Enhver veed, at naar man lægger et Stykke Sukker i et Glas Vand, opløser det faste Legeme sig- i det flydende. Naar dette har fundet Sted, er Vædsken fuldstændigt klar lige som for, og intetsteds seer man Spor af det faste Stof, Sukkeret. Lægger man endnu et Stykke Sukker i Glasset, opløser dette sig- ogsaa, og paa samme Maade gaar det med et tredie, fjerde og maaskee flere Stykker; men man kan ikke vedblive der- med længere end til en vis Grændse; til sidst kommer nemlig det øieblik, da Vandet ikke er i Stand til at opløse mere Sukker, og man siger da, at Opløsningen er »mættet». Det er imidlertid en Jet Sag at overbevise sig om, at varmt Vand opløser mere af Sukkeret end koldt Vand. Naar man har to lige store Glas med Vand, det ene f. Ex. med en Temperatur af 10°, det andet med en Temperatur af 70°, saa vil dette sidste opløse meget mere Sukker end det andet. Naar begge ere mættede og man da opvarmer det kolde, saa vil det kunne opløse niere Sukker end før, og dersom man afkøler det varme, vil det ikke kunne holde alt Sukkeret i opløst Tilstand, men en Del deraf vil udskilles i fast Form. Le Roy, antog' nu, at Luften opløste Vandet paa samme Maade som Vandet eller en anden Vædske opløser et fast Legeme. Paa en varm Sommerdag maatte Luftens Evne til at opløse Vandet være meget stor, mente han, og der vilde da under saadanne Forhold indesluttes en Mængde i Luften opløst Vand i hans Glas- flaske; naar denne derefter afkøledes af Natte- kulden, var den ikke længere i Stand til at holde saa meget Vand opløst i luftformig Til- stand, og en Del deraf maatte derlor udskilles i flydende Form. Naar Flasken atter opvannedes, vilde det indesluttede Vand paany opløses. Disse Anskuelser, som syntes at staa i saa god Samklang- med de anstillede Forsøg1 og Iagttagelser, vedbleve i lang Tid at være de herskende. Imidlertid havde allerede i Aaret 1738 Professor Nils Wallerius i Upsala fore- taget en Mængde Experimentet for at udfinde Lovene for Vædskers Fordampning, og hans Forsøg førte ham til rigtigere Resultater. Først og fremmest havde han, ved at lade Vand og andre Vædsker henstaa i flade Skaale og ved at foretage Veininger deraf Morgen og Aften, bestemt Fordampning-éns Størrelse og paa denne Maade udfundet de forskjellige Faktorer, der vare væsenligt afgjørende i saa Henseende. Han fandt, at Fordampningens Størrelsesgrad var afhængig af tre Omstændigheder, nemlig Over- fladens Størrelse samt Varmegraden og Fugtig-heden af den over Vædskens Overflade værende Luft. Jo større Over- flade, jo høiere Temperatur og jo mere tør Luften var, desto rigeligere var Fordampningen. I Blæst foregik Fordampningen ligeledes raskere end i stille Veir, fordi Luftmassen over Vædsken da uophørligt fornyedes. Men Wallerius førte sine Undersøgelser langt videre. Han fandt, at Luften ikke direkte havde det Mindste at gjøre med Vandets Fordampning-, idet Vandet i et lufttomt Rum fordampede lige saa let og endnu langt hurtigere end i Luften. Det viste sig ved dette Forsøg, at Trykket for- øgedes, ganske som om der var bleven sluppet lidt Luft ind under Luftpumpens Klokke. Deraf uddrog han den Slutning, at Vandet ved Varmens Paavirkning forvandles til et luftformigt Legeme, Vanddamp, der lige som den atmosfæriske Luft er elastisk og ud- øver et Tryk paa Karrets Vægge. Adskillige Forskere fulgte nu den af Wal- lerius anviste Vei og førte hans Undersøgelser videre. Blandt disse Fysikere maa først og1 fremmest nævnes Englænderen Dalton, som an- stillede følgende Forsøg: Nogle Draaber Vand indbragtes i et Barometerrør, hvor de, paa Grund af deres ringe Vægtfylde i Sammen- ligning- med Kvægsølvet, indtoge Pladsen over dette i Rorets øverste, tomme Ende. Saa snart de havde naaet der op, sank Kvægsølvet et lille Stykke i Røret som om man havde sluppet Luft ind over det. En Del af Vandet for- dampede nemlig- meget hurtigt og antog Luft- form, livorpaa det som Følge af sin Tension eller Spændiglied udøvede et vist Tryk paa Kvægsølvet. Naar man derefter opvarmede Ba- rometeret ved Hjælp af lunket Vand, sank Kvæg- sølvet endnu et Stykke, idet mere Vand gik over til Danipform, hvorved Trykket yderligere forøgedes. Afkøledes Barometeret, forvandledes en Del af Dampen tilVand eller fortættedes, og Kvægsølvet hævede sig paa ny som Følge af Trykkets Formindskelse. Det fremgik altsaa af Forsøgene, at under en given Temperatur kan kun en vis Mængde Damp udvikle sig i et givet Rum eller med andre Ord: Til en vis Varmegrad svarer en bestem tMaximum- Tension hos Vanddampen. Den berømte