Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1143 OM SPYTKIRTLERNE OG DERES SEKRET. 1144 ere ørespytkirtlerne de største. De blive ikke sjeldent inflammerede og ophovnede og give da Anledning til den saakaldte »Faaresyge«. Sub- lingualglandlerne ere de mindste af de tre Par. Alle de nævnte Kirtler have i alt Væsenligt den samme Bygning og henfores af Anatomerne til de saa kaldte konglomererede eller acinøse Kirtler. De to større Kirtler have hver sin Ud- førselsgang i Mundhulen, og- disse Gange ere temmelig stærkt forgrenede. Væggene hos de større af dem dannes af et fibrøst Væv og ere indvendigt beklædte med langstrakte, tyndvæggede Celler, i hvilke der findes Cellekjærner. Gangenes yderste Ender danne Udvidninger, som man har benævnet Alveoler, og Væggene i disse bestaa af en tynd, gjennemsigtig Hinde, der er beklædt med forholdsvis store Celler, som liave et kornet Indhold og Cellekjærner. I Fig. 1 er fremstillet Fig. 1. Slutningen af en Udførselsgang i en Alveol. (Stærk Forstørrelse.) en Alveol, der danner Enden af en af Udforsels- gangenes Forgreninger. Fig. 2 forestiller et Tværsnit gjennem en saadan Gang med flere Alveoler og viser saa vel de store, med et kornet Indhold fyldte Celler, der næsten opfylde Alveolernes Hulheder, som de langstrakte Celler, der beklæde Udførselsgangen. De talrige Alve- oler og Gange sammenholdes af Bindevæv, hvori der forgrener sig en Mængde smaa Blodkar og- Nerver. Pulsaarerne forgrene sig til et fint Net, som omgiver Alveolerne og Gangene samt for- syner Spytcellerne med Materialet til deres eiendommelige Sekret. Spyttet, som tages fra Mundhulen, er fraade- agtigt paa Grund af, at det indeslutter talrige smaa Luftblærer; men tager man det direkte fra en af Spytkirtlernes Udførselsgange, viser det sig som en klar og noget slimet Vædske med svag alkalisk Reaktion. Det bestaar hoved- sagelig af Vand, hvori indeholdes */a til 1 Pro- cent salte Stoffer, blandt hvilke Kogsalt, Ægge- hvide og Slim ere de mest fremherskende. Desuden indeholder det en ganske ringe Mængde af et eiendomnieligt Stof, som kaldes Ftyalin, og som har en særegen Indvirkning1 paa Stivelse. Dette Stof horer til de saa kaldte fermentagtige Stoffer, der udmærke sig- ved deres Evne til, uden selv at forandres, at fremkalde cn kemisk Sønderdeling af andre Stoffer. Man bør dog ikke forvexle disse fermentagtige Stoffer med de virkelige Fermenter, som ere smaa Organismer, der fremkalde kemiske Forandringer af de Om- givelser, i hvilke dø leve, Forandringer, som efter al Sandsynlighed skyldes de fine Organismers Livsprocesser, deres Vægt og- Formerelse. De oven nævnte fermentagtige Stoffer synes derimod, saa vidt man hidtil veed, hverken at tiltage eller aftage i Mængde. Spyttets mest charakte- ristiske Egenskaber bero hovedsagelig paa Til- stedeværelsen af Ftyalinet, idet dette Stof, saaledes som vi nu skulle vise ved et Par Forsøg, for- vandler Stivelse til Sukker *). Fig. 2. Tværsnit af Hundens Spytkirtel, a, Udførselsgang b, Alveol; c, Blodkar. (Stærk Forstørrelse.) Man opvarmer Stivelse med Vand, indtil der dannes Klister; derefter afkøler man dette og hælder nogle Draaber deraf i to Reagensglas. Man tilsætter nu lidt Spyt til Indholdet i det ene af Rørene og holder dem derpaa begge en halv Times Tid i varmt Vand af omtrent 35°. Naar man da i hvert af Rørene hælder nogle Draaber af en Kobbervitriol-Opløsning og der- efter tilsætter lidt Kalilud, vil der i den Blanding, som ikke indeholder Spyt, danne sig et blaat Bundfald. som bliver sort ved Kogning. Dette er altid Tilfældet med Kobbervitriol og Kali, og Stivelsen har Intet dermed at gjøre. I det Reagensglas, som indeholder Spyt, opstaar der ligeledes et blaat Buudfald, men dette opløses, *) Den Slags Sukker, som derved dannes, kaldes »Mal to s«.