Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1145 OM SPYTKIRTLERNE OG DERES SEKRET. 1146 naar man tilsætter niere Kalilud, og man faar nu en smuk, blaa Vædske, som ved Kogning giver et rødt Bundfald. Dette er en charakteristisk Prøve paa visse Sukkerarter og viser saaledes, at Stivelsen ved Spyttets Indvirkning omdannes til Sukker. Naar man til lidt tyndt Stivelseklister sætter en Draabe Jodkalium, som indeholder en Smule opløst Jod, vil Klisteret strax antage en blaa Farve, hvilket er en sikker og fint mærkende Prøve paa Tilstedeværelsen af Stivelse. Man tager derefter en lille Pose af Oxeblære, hvori man hælder en ringe Mængde fortyndet Stivelse- klister, blandet med Spyt; derefter sænker man Blæren ned i et Bæger med destilleret Vand af 350 til 370 (Menneskets Legemsvarme) og lader den henstaa deri i nogle Timer, idet man sørger for, at Vandet vedligeholder den samme Tempe- ratur, hvilket nemmest lader sig gjøre ved at hensætte Bægeret i et nogenlunde varmt Kakkel- ovnsrum. Naar man efter den nævnte Tids Forløb optager Blæren og prøver dens Indhold med en Opløsning af Jod i Jodkalium, vil man finde, at Stivelsen er forsvunden; men derimod kan man i Bægerets Vand paavise Sukker, som er fremkommet af Stivelsen og har trængt ud gjennem Blærens Væg. Af disse tvende Forsøg lære vi, at Ftyaliuet virker kraftigst under samme Temperatur som Legemets; derimod er det ganske uvirksomt ved en Temperatur af 0°, og ved Kogning er det ligeledes ude af Stand til at frembringe den nævnte Virkning. Stivelsens Omdannelse til Sukker gaar uafbrudt for sig, medens Føden tygges,- og sandsynligvis endnu i nogen Tid efter at den er sunket. Meu da Ftyaliuet er uvirksomt i sure Vædsker, standses dets Indflydelse, saa snart den nedsvælgede Føde er kommen i Berøring- med Mavesækkens sure Afsondringer. I sin naturlige Tilstand angribes Stivelsen kun i ringe Grad af Ftyalinet, hvorfor Stivelsekornene først ved Kog- ning eller paa anden Maade maa blive til Klister, dersom der skal kunne dannes en forholdsvis nogenlunde rigelig Mængde Sukker. Af dette Forhold kunne vi udlede visse Slutninger, som ikke ere uden praktisk Betydning. For det Første: at Mel eller overhovedet alle Slags stivelse- holdige Næringsmidler først maa koges for at blive fordøjelige, og for det Andet, at Maden maa tygges godt og- ikke synkes for hurtigt, for at Spyttets Ftyalin skal kunne faa Tid til at indvirke paa Stivelsen. Hvor vigtigt det er, at Stivelsen forvandles til Sukker, fremgaar deraf, at Sukkeret ved Diffusion trænger fra For- døielsesorganerne ind i Blodet, hvor det tjener til Legemets Ernæring. Ganske paa samme Maade gik Sukkeret ved det nys omtalte Forsog- gjennem Oxeblærens Vægge. Derimod kan Sti- velsen aldeles ikke ved Diffusion trænge ind i Blodet, saa at den, dersom den ikke, f. Ex. ved en eller anden Sygdom, omdannes til Druesukker, gaar uforandret gjennem Fordøielsesorganerne og udskilles af Legemet sammen med dettes Udtømmelser, hvoraf følger, at Legemet kommer til at lide Mangel paa Sukker. Som vi oven for have nævnt ophorer Sti- velsens Omdannelse til Sukker, naar Føden er kommen ind i Mavesækken, men efter at Nærings- midlet er naaet ned til Tyndtarmen, begynder Sukkerdannelsen paa ny og gaar nu for sig i langt stærkere Grad end i Munden. Der nede i Tarmen paavirkes nemlig Stivelsen af et ferment- agtigt Stof, som indeholdes i Afsondringsvædsken fra den saa kaldte Bugspytkirtel, Pancreas, hvis Bygning i alt Væsenligt stemmer overens med de virkelige Spytkirtler. Det nævnte Sekret har imidlertid ikke alene den Opgave at omdanne Stivelse til Sukker, men har ogsaa andre vigtige Hverv at opfylde, og det adskiller sig derfor i kemisk Henseende ikke uvæsenligt fra Spyttet. En ganske lignende Indflydelse paa Stivelsen forekommer hos Planterne under Paavirkning af et andet fermentagtigt Stof, som kaldes Dias tas. Dette Stof dannes f. Ex. naar Frøene spire, og det omdanner da Frøenes Stivelse til Sukker, saaledes som ved Kornets Maltning. Saa snart største Delen af Stivelsen i Kornet er bleven omdannet til Sukker, dræber man de spirende Frø ved Ophedning', og Bryggeren erholder paa denne Maade for en billig Pris en stor Mængde Sukker, som han ved Gjæring forvandler til Alkohol i Øllet. En anden af Spyttets Opgaver bestaar i at lette Nedsynkningen. Den stærkt vandholdige og slimede Vædske blødgjør de tørre og- haarde Næringsmidler og forvandler dem under Tygge- processen til en grødagtig Masse, som let pas- serer gjennem Spiseroret uden at skade dettes Vægge. Hos mange Dyr, f. Ex. Hestene, Oxerne og andre græsædende Dyr, er dette maaskee endog den vigtigste Opgave for Spyttet, men ogsaa hos Hundene og andre Rovdyr er den Rolle, som Spyttet spiller ved sin Evne til at omdanne Stivelse til Sukker, kun af underordnet Betydning. Hos Rovdyrene overhovedet er denne Evne hos Spyttet kun meget svagt udviklet, hvilket staar i god Overensstemmelse med, at disse Dyrs Føde kun undtagelsesvis er stivelseholdig, medens de planteædende Dyr fortære de stivelseholdige Stofler raa, og Ftyalinet, saaledes som vi vide af det Foregaaende, kun har en meget ringe Ind- flydelse paa raa Stivelse.