Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1147 OM SPYTKIRTLERNE OG DERES SEKRET. 1148 Spyttet har fremdeles stor Betydning i Henseende til Sinagsfornemnielserne, thi Enderne af de Nerver, der tjene denne Sands, paavirkes kun af Stoffer, som ere i opløst Tilstand. Deraf kommer det, at faste Stoffer, som ikke opløses af Spyttet, ikke have nogen Smag, hvorimod saa- danne Stoffer som Salt, Sukker o. s. v., der let opløses af Spyttet, have en mere eller mindre stærkt udpræget Smag. Fig. 3. Skematisk Fremstilling af Reflexbevægelsen ved Spyt- sekretionen. Pilene angive Nerveindtrykkenes Retninger, a, Nerver, gjennem hvilke Indtrykkene føres til Hjernen; e, Nerver, som fore Impulsen fra Hjernen; ce, den lille Hjerne; sc, Rygmarvs- forlængelsen; tg, Tungen; gi, Spytkirtel. Der staar endnu tilbage at besvare følgende Spørgsmaal: Hvoraf kommer det, at Spyttet kun afsondres i større Mængde, naar der særligt er Brug for det ved Fødens Tygning og Nedsynk- ning? Svaret herpaa er, at Afsondringens Rige- lighed staar under Nervesystemets Indflydelse og er afhængig af de Nervepirringer, som der- igjennem føres til Hjernen for derfra ved Reflex- bevægelse at ledes tilbage til Spytkirtlerne gjennem de Nerver, der staa i Forbindelse med disse Or- ganer. De to forreste Trediedele af Tungens Overflade indeslutte Tungenervens Forgreninger, der give det paagjældende Organ dets over- ordenligt fine Følsomhed. I den bageste Trediedel findes derimod Forgreningerne af en Nerve, (Nervus glosso-pharyngeus), som giver Tungen dens Mod- tagelighed for Smagsindtryk. Begge disse Nerver lede Fornemmelserne til Hjernen. Den oven for omtalte Underkjæbekirtel er forsynet med en Gren af Ansigtsnerven, gjennem hvilken Impul- serne fra Hjernen ledes til Kirtelen. Naar nu den ene af de først nævnte Nerver eller de begge modtage et Indtryk, sende de dette til Hjernen, hvorfra Ordren strax ved Reflexbevægelse sendes gjennem den sidst nævnte Nerve til Spytkirtelen, som derved tvinges til at afsondre sit Sekret i Mundhulen. Ved Hjælp af den i Fig. 3 givne skematiske Fremstilling vil Forholdet maaskee blive mere klart. Naar de Nerver, som føre Indtrykkene fra Tungen til Hjernen, overskjæres, kan der ikke ved nogen som helst Paavirkning fremkaldes Afsondring af Spyt fra den paa- gjældende Kirtel, idet Indtrykket ikke kan bringes til Hjernens Kundskab. Lige saa lidt ere saa- danne Pirringer paa Tungen i Stand til at be- virke Spytafsondring, dersom den fra Hjernen til Kirtelen løbende Nerve er overskaaren, da der i saa Tilfælde ingen Forbindelse er mellem Nervesystemets Centralorgan og den paagjældende Kirtel. Spytsekretionen er saaledes hvad Fysiologerne kalde en Reflexvirkning, og som alle andre Re- flexvirkninger foregaar den uvilkaarligt og uaf- hængig af vor Villie. Den kan endog fremkaldes strax efter Døden hos Dyr, hvis Hoved man har skilt fra Kroppen. Under almindelige Forhold er det Føde- midlerne, som frembringe den for Spytafsondringen nødvendige Pirring paa Tungen, men ogsaa enhver anden Pirring paa Tungen foranlediger denne Af- sondring. Herved kan man forklare det bekjendte Forhold, at Tørheden i Munden og Svælget hos et Menneske, der lider af Tørst, kan ophæves derved, at man suger paa en Sten eller en anden haard Gjenstand. Som oven for omtalt kan der imidlertid ogsaa fremkaldes en rigelig Spyt- sekretion, uden at de Nerver, som føre Indtryk til Hjernen, sættes i Virksomhed, nemlig ved Impulser, som opstaa i selve Hjernen og derfra ledes til Kirtlerne. Dette er saaledes Tilfældet, naar »Tænderne løbe i Vand« derved, at man kommer til at tænke paa et eller andet Føde- middel, hvori man finder Velbehag. Vi have altsaa seet, at Spyttet er af stor Betydning for Fødens Tygning og Nedsynkning, at det ved at forvandle Stivelse til Sukker spiller en væsenlig- Rolle ved Fordøielsesprocessen, at det muliggjør Fremkomsten af* Smagsindtryk, og at det, uafhængigt af vor Villie, afsondres ved Reflexvirkning-. (Oversat af Udg.).